
AARHUS / NORDDJURS / SYDDJURS: Miljøstyrelsen anslår, at ca. 25 pct. af alle bilskrotninger foregår ulovligt. Det kan både være tale om ulovlig bilophugning og ulovlig eksport af skrotbiler i form af hele biler eller brugte reservedele.
I 2014 var det hver tredje bil, der blev skrottet ulovligt, hvilket svarede til 48.000 biler. Samtidig blev 2.000 biler efterladt på veje eller i naturen.
Miljøstyrelsen lancerede før jul kampagnen Skrot-uvidenheden.nu, der skal gøre bilejere opmærksomme på, at de skader miljøet, hvis de ikke afleverer skrotbilen til en miljøcertificeret godkendt autoophugger.
Nu går tre kommuner sammen og sætter øget fokus på skrotbiler. Aarhus Kommune vil i samarbejde med Norddjurs og Syddjurs Kommuner nu foretage kontrol med opbevaring og bortskaffelse af skrotbiler ved både autoværksteder, bilforhandlere og bileksportører. Samtidigt vil kommunen i samarbejde med Skat gennemføre kontrolaktioner på Aarhus Havn, hvor containere med skrotbiler og brugte reservedele vil blive undersøgt inden eksport.
- Private bilejere har svært ved at vurdere, om opkøbere af skrotbiler bortskaffer bilen til miljøgodkendt ophugger eller på illegal vis. Derfor kører vi i 2017 en kampagne, hvor vi ved miljøtilsyn og kontrolaktioner sætter særligt fokus på bortskaffelsen af skrotbiler, siger biolog Jens Tikær Andersen fra teknik og miljø i Aarhus Kommune.
Brodne kar
Han håber, at kampagen vil medvirke til, at endnu flere skrotbiler vil blive bortskaffet på lovlig vis til miljøgodkendte autoophugger. Både jord og grundvand kan forurenes af olier og kemikalier fra ulovlig ophugning af skrotbiler, og i områder med drikkevandsreserver er det derfor særligt vigtigt at undgå forurening.
- Vi skal til enhver tid kunne kontrollere, om skrotbiler opbevares og bortskaffes korrekt, og ved de registrerede virksomheder er forholdene som regel i orden, forklarer Jens Tikær Andersen.
De mange ulovlige skrotninger skyldes bl.a., at ikke-godkendte autoophuggere tilbyder højere priser for skrotbilen. Ulovlige ophuggere skrotter bilen og afleverer en skrotningsattest til en registreret autoophugger, der så indsender den til Miljøstyrelsen og modtager skrotningspræmien, som de deler i porten. Desuden sker der en eksport af biler til Afrika og Østeuropa, selv om bilerne er registreret som affald i Danmark.
– Der er kedelige miljømæssige konsekvenser ved at skrotte en bil forkert. De brodne kar i autobranchen påstår, at de behandler bilerne miljømæssigt korrekt, selvom det langtfra er tilfældet. Derfor er der brug for viden om, hvordan man kan sikre sig mod at aflevere sin skrotbil til ulovlig ophugning, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Claus Torp.
Læs mere
Skrotningspræmien for en bil er 1.500 kr.
Skrot-uvidenheden.nu
bilordning.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.