
Flertallet af landets vand- og spildevandsselskaber har fået klare retningslinjer for deres prislofter som følge af Konkurrenceankenævnets seneste kendelse om Forsyningssekretariatets afgørelser.
Prislofterne har til formål at effektivisere selskaberne, fordi der ikke er naturlig konkurrence blandt dem. Konkurrenceankenævnet skriver blandt andet:
'Nævnet har stadfæstet sekretariatets afgørelse for så vidt angår effektiviseringskrav, herunder vurdering og dokumentation af særlige forhold.'
Konkurrenceankenævnet afviser samtidig elementer i Forsyningssekretariatets beregninger af prislofterne og hjemviser dele af 136 prisloftsafgørelser til sekretariatet med henblik på genberegning.
Brancheorganisationen DANVA ankede sidste år de prislofter, som Forsyningssekretariatet havde fastsat for 326 vand- og spildevandsselskaber for 2012. Konkurrenceankenævnet gav forsyningerne medhold i dele af deres anke. På den baggrund ændrede sekretariatet prislofterne. DANVA ankede de nye prislofter til Konkurrenceankenævnet, som nu har afsagt sin kendelse.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen siger:
- Jeg er glad for afgørelsen, der giver klare retningslinjer for, hvordan vi beregner prislofterne til flertallet af landets vand- og spildevandselskaber. Med afgørelsen kan vi være med til at sikre, at selskaberne indhenter deres fulde effektiviseringspotentiale til gavn for både virksomheder og forbrugere. Konkurrenceankenævnet afviser dele af den måde, Forsyningssekretariatet beregner prislofterne på. Det tager vi naturligvis til efterretning. Vi vil nu kigge på, hvordan vi skal beregne de pågældende selskabers prislofter.
sf
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.