
KØBENHAVN: Allerede næste år vil luftkvaliteten i Indre Nordhavn være forbedret betydeligt. Det står klart, efter der nu er indgået en aftale om at etablere Københavns første landstrømsanlæg i Nordhavn til Oslofærgerne, oplyser By & Havn i København.
I takt med at Nordhavn er blevet udviklet fra industri til boliger og erhverv er behovet opstået for at se på effekterne af den i dag bynære færgeterminal til Oslobådene.
På den baggrund er der nu indgået en aftale om at etablere et landstrømsanlæg i Nordhavn, og allerede fra næste år skal DFDS-skibene kunne tilslutte sig anlægget, når de lægger til kaj i Nordhavn.
Dermed reduceres færgernes udslip af luftforurenende stoffer såsom NOx, SOx og partikler til gavn for beboerne i området.
Den fælles satsning er en aftale indgået mellem DFDS og Copenhagen Malmö Port, CMP, der er By & Havns datterselskab, som driver erhvervshavnen i København. DFDS har med sin færgetrafik faste daglige anløb, og det er altid de samme skibe, der sejler i pendulfart mellem Oslo og København, hvilket gør det fornuftigt at etablere et landstrømsanlæg.
- Det har længe været et ønske fra Nordhavns borgere, og det har ligget os meget på sinde at få etableret landstrøm i Indre Nordhavn. Derfor er vi meget tilfredse med, at der nu er indgået en aftale. Vi bygger bæredygtig by, og det gælder selvfølgelig også for luftkvaliteten. Nu vil vi se på, hvad der kan gøres ved de øvrige, bynære færgeterminaler, siger Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn.
Arbejdet med at udforme anlægget starter nu, og byggeriet planlægges igangsat i 2020.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.