
KØBENHAVN: Som vi kunne skrive i går, var der intense forhandlinger på Københavns Rådhus, der kunne få kommunens tidligere nej til at garantere for lån til Amagerforbrændingens hidtidige udbygningsplan til at fordufte. Og nu er aftalen klar:
Affaldet til forbrænding fra hovedstadens husholdninger skal reduceres med 27 pct., mængden af plast i forbrændingen skal reduceres med 40 pct. og CO2-udledningen fra affaldsforbrændingen skal reduceres med 42 pct. Det er resultaterne af forhandlingerne mellem København og de øvrige ejerkommuner bag Amagerforbrænding, der med aftalen vil skifte navn til Amager Ressourcecenter. På Københavns Rådhus sikrer Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre flertal for aftalen.
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu er enighed om at satse mere på genanvendelse og en bedre udnyttelse af ressourcerne. Samtidig har vi sikret, at det nye ressourcecenter kun skal behandle affald fra de fem ejerkommuner. I København begynder vi allerede til efteråret at sortere mere affald. Øget genbrug af plast vil samtidig sikre en markant reduktion af CO2-udledningen. Det sikrer, at København kan holde fast i ambitionen om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
Aftalen åbner mulighed for, at Amager Ressourcecenter kan arbejde videre med det tilbud, der er afgivet af Babcock & Wilcox Vølund på et nyt forbrændingsanlæg. Med aftalen er de fem ejerkommuner samtidig enige om at investere i ny teknologi i form af REnescience eller biogas. Det skal sikre større udvinding af knappe ressourcer som fosfor.
Skal godkendes i fem kommuner
- Jeg er meget glad for, at der nu er lykkedes at skabe enighed mellem alle parter om en bæredygtig kurs for håndteringen af hovedstadens affald, samtidig med at vi skaber 4.600 nye job. Anlægget vil være et af verdens mest miljørigtige forbrændingsanlæg og skabe et udstillingsvindue for dansk miljøteknologi på i verdensklasse. Det vil bidrage til eksport og grøn vækst, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Det er aftalt mellem ejerkommunerne, at der maksimalt må afbrændes cirka 400.000 tons affald om året på det nye anlæg. Det svarer til den mængde affald, der bliver brændt af i dag. Men frem mod 2030 bliver der 200.000 flere indbyggere i de fem ejerkommuner. Derfor betyder loftet over affald til forbrænding, at Amager Ressourcecenter frem mod 2030 begynder at genanvende affald svarende til den mængde affald, der i dag bliver produceret i hele Odense Kommune.
Alle fem ejerkommuner skal nu tilslutte sig den fælles aftale. Herefter skal den til politisk behandling i de fem kommunalbestyrelser, hvorefter statsforvaltningen skal godkende de juridiske aspekter af aftalen, herunder nye vedtægter for selskabet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.