KERTEMINDE: I Langeskov opføres nu for Kerteminde Kommune en af Danmarks største daginstitutioner. Den bliver som en 'landsby' med overskuelige huse, mindre haverum, en central gade og et torv, oplyser arkitektfirmaet RUM, der har slået stregerne, og 'tænkt' den nye 2.300 kvm. institution på børns vilkår. Lokale borgere og gæster kan også bruge huset, der kan indrettes som kultur- og forsamlingshus.
Den nye daginstitution er udformet som seks individuelle bygninger – som kronbladene i en blomst – med Fællesrum og Orangeri i midten til at koble bygningerne sammen. Der bliver tre børnehaver, en vuggestue, køkken og service samt et personaleafsnit.
Den ny daginstitution opføres i et boligområde, hvor mange huse er med sadeltag. For at fremstå som en integreret og harmonisk del af området, får hver bygning også et sadeltag, der 'tvistes' så det ligger diagonalt – altså ikke helt som det traditionelle sadeltag. Det giver samtidig hver bygning sit eget udtryk og rumlige identitet.
- Indvendigt skaber den 'skæve' tagkonstruktion oplevelsesrige rum, ligesom de forskellige højder i rummene skaber en genkendelighed for børnene. Hver bygning får sin egen 'lomme' udendørs – med en række aktiviteter. 'Lommen' indrammes af en jordvold med græs, der danner en nærzone for børnene når de er ude i det fri. Og på hver jordvold placeres der farvede træstammer, som med deres genkendelighed skaber tryghed for børnene, siger arkitekt Claus Jensen, RUM.
Plads til 300
Kerteminde Kommune har opstillet en pædagogisk profil for den nye daginstitution, der omfatter fire temaer: Kreativitet og innovation, 'Science', Bæredygtighed og Sundhed. Og RUM har implementeret profilen overalt både i bygningerne og udearealerne. Fx er Orangeriet nærmest et indendørs rum med udekarakter: Et sted med værkstedsmiljø og åbent 'Science-Lab', hvor børnene fx kan undersøge ting, som de har hentet ind fra naturen.
Og her kan vuggestue børnene køre på scooter og lege i sandkasse indendørs i dårligt vejr. Orangeriet er også institutionens hovedindgang: Som gæst møder man her 'huset' i fuld aktivitet – ikke af en stille reception, men af børnene. Orangeriet er desuden bindeleddet mellem vuggestuen og børnehaverne – det er ét af de steder, børnene mødes på tværs af alder.
Fællesrummet og Orangeriet bliver i det daglige fyldt med aktivitet. Fx med 'cirkus', der er et rum, formet med gardiner som et stort, rundt cirkustelt. Desuden bliver der en klatrevæg, en scene og et sprogcenter samt en disk ind til køkkenet. Alle funktioner er mobile, så rummet let kan ændres til et kulturhus/forsamlingshus med plads til 300 tilhørere – fx til et aftenforedrag.
Stillezoner og blomsterhaver
Flere steder har RUM fundet plads til stillezoner i det store rum, hvor børnene kan få plads til fordybelse. Og flere steder i bygningsmassen er der lavet plads til sanse-huler, fx i forbindelse med runde garderober, hvor de små kan ligge på gulvet og kigge op på himlen gennem ovenlysvinduer.
Udeområdet er opdelt i tre temaer – udover flere boldbaner og legeredskaber: Frugthaven og Den kreative have (byggeplads til børnene) samt 'Den blomstrende have' med farver og dufte. Børnene har fra 'Himmelhøj' udsigt over hele udeområdet, hvor der også etableres en asfalteret Moon Car 'racerbane'.
En del af regnvandet opsamles i et afskærmet bassin – en integreret 'vandhave', hvor børnene kan følge det dyreliv, der opstår her, fx i form af skrubtudser og guldsmede.
Kommunen har bedt udvalgte fynske kunstnere om at komme med forslag til grafisk udsmykning. Og i projektoplægget fra RUM indgår bl.a. tegninger på facaderne udendørs – tegninger, der med deres genkendelighed kan hjælpe børnene med at finde vej 'hjem'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.