
Den nye affaldslov, der skal sænke kapaciteten på de danske forbrændingsanlæg med 30 pct., er i dag blevet vedtaget af et stort flertal i Folketinget. Sammen med regeringspartierne stemte SF, LA og R. Imod stemte K, EL, DF, Nye Borgerlige og Alternativet, mens DD undlod.
Den første kommentar fra formanden for KL's Klima- og Miljøudvalg Birgit S. Hansen (S) til DK Nyt var, at beslutningen efterlader hende med en meget tung følelse i kroppen.
- Og skal vi tale mere nøgternt, så kommer der en dag, hvor denne lov kommer til at møde virkeligheden, og hvor kredsen af dem, der har vedtaget den, kommer til at stå på mål, siger Birgit S. Hansen.
- Den kreds ved udmærket godt, at miljøeksperter og økonomer har gennemhullet forslaget, og at de 200 mio. lovet til kompensation absolut ikke rækker, tilføjer hun.
På et samråd midt på måneden sagde klimaminister Lars Aagaard (M) dog, at regeringen ville indkalde forligskredsen til drøftelse, hvis puljen viser sig ikke at være tilstrækkelig.
Ingen lukkeliste
På dagen for vedtagelsen afviste Lars Aagaard til gengæld fortsat, over for DR, at sætte navne på, hvilke forbrændingsanlæg, der trues af lukning. I flere svar til Folketinget har ministeren tidligere oplyst, at det ikke er muligt at skønne, hvilke anlæg, der kommer i risikozonen.
Dansk Affaldsforening siger omvendt, at der i et dokumentationsnotat, lavet til det nye lovforslag, ikke kun er regnet på det overordnede plan, men også på specifikke anlæg: "Hvis man skal lave den type beregninger, er man nødt til at se på de enkelte anlægs økonomi og dermed også hver enkelt anlægs overlevelsesmuligheder. Ellers kan man slet ikke lave dem," siger direktør Jens Bomann Christensen.
I et skriftligt svar til kanalen skriver Lars Aagaard: "Jeg gentager gerne, at beskeden, som jeg har fået fra ministeriet, er, at det af en række årsager ikke er muligt at lave individuelle vurderinger af de enkelte anlægs overlevelsessandsynlighed, blandt andet fordi ministeriets økonomiske analyse har fokus på den samlede affaldsforbrændingskapacitet og ikke en specifik individuel fremtidsanalyse af hvert eneste værk".
Tilbage i 2021 afviste KL at udarbejde en ny liste over hvilke anlæg, der eventuelt kunne lukkes. Det skete efter, at myndighederne havde afvist en første liste med 10 anlæg, fordi den ifølge myndigheder ikke tilstrækkeligt dokumenterede, at det faktisk var de mindst effektive anlæg, KL havde peget på.
- Hvis de ønsker at inddrage andre miljøparametre, fordele omkostningerne anderledes eller se på andre alternativer til energiforsyning, står det dem frit for. Men KL vil ikke udarbejde et bud på en ny plan, sagde Birgit S. Hansen dengang.
Mere skuffelse
Jens Bomann Christensen siger i en kommentar til dagens vedtagelse:
- Loven vil få store konsekvenser – også negative. De skal løses, så snart de identificeres, og det vil vi forfølge. Vores bekymringer ved at konkurrenceudsætte forbrændingssektoren står ved magt, men Folketinget vil det anderledes, og det må vi respektere. Nu ser vi fremad og vil samarbejde med staten og myndighederne om det videre arbejde, lyder det.
Dansk Fjernvarme har ligesom bl.a. Dansk Affaldsforening, KL, Klimarådet og Concito været fremme med kritik og bekymringer for sektoren, hvis loven blev vedtage.
- Vi er skuffet over, at lovforslaget er blevet stemt igennem, på trods af, at der er blevet rejst så betydelige bekymringer og kritik fra alle aktører i sektoren. Det er skuffende, at det ikke lykkedes at trænge igennem med fakta om, hvad denne lov kommer til at have af konsekvenser for affaldsenergiselskaberne, kommunerne, klimaet og fjernvarmekunderne, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Kommunale SF´ere imod
Forud for vedtagelsen i Folketinget fredag havde 19 SF-kommunalbestyrelsesmedlemmer i et debatindlæg i dagbladet Information opfordret deres parti til at trække sig fra støtten til forslaget:
"Hos et klimabevidst parti som SF bør det give anledning til genovervejelse og refleksion, når eksperter og interessenter såsom Kommunernes Landsforening, Concito, Klimarådet, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening er enige om, at lovforslaget om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingen ikke opfylder de politiske målsætninger: at det hverken gavner klimaet, miljøet eller økonomien", stod der bl.a. i indlægget og videre:
"Vi ønsker ikke at være medansvarlige for en håbløs aftale, som alene leverer på et erhvervspolitisk ønske om liberalisering af affaldssektoren og kommer til kort i forhold til de klimapolitiske ønsker."
Ifølge en af underskriverne på indlægget, medlem af kommunalbestyrelsen i Egedal og folketingskandidat Jens Skov, ville endnu flere kommunalt valgte SF´ere gerne ville have været med i protestskrivelsen, der skulle nå ud inden afstemningen i dag.
Den vedtagne affaldslov med en ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald hedder rettelig: "L 115 Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og selskabsskatteloven" - og den ses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.