dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Nordjylland aftalte salg af forurenet grund før udbud

Mailkorrespondance viser, at Region Nordjylland indgik forlig om handel med forurenet sygehusgrund i Rebild Kommune allerede inden grunden blev sat til salg

REBILD / NORDJYLLAND: Viceborgmesteren i Rebild Kommune vil have Statsrevisorerne til at kigge nærmere på Region Nordjyllands salg af en forurenet sygehusgrund i Terndrup, efter at TV2 Nord har afsløret, at der allerede var indgået et forlig om salget, inden grunden blev udbudt.

- Det her beviser, at der er tale om aftalt spil. Jeg mener, vi skylder alle at få belyst, om det her er lovligt og virkelig kan finde sted, siger Rebilds viceborgmester Allan Busk (Den Sociale Fællesliste) til TV2 Nord om mailkorrespondancen.

Regionen satte i sommer den tidligere sygehusgrund i Terndrup i Rebild Kommune til salg. Tilbage i 2014 hyrede regionen Nedbrydningsfirmaet IF til at nedrive det gamle Terndrup Sygehus og efterfølgende oprense grunden, som blandt andet var konstateret olieforurenet. 

Mere forurenet end ventet
Grunden viste sig imidertid at være mere forurenet end ventet, og før regionen havde set sig om, var udgifterne til oprensningen løbet op i 2,1 mio. kr. mere end budgetteret. Det fik regionen til at stoppe udbetalingerne til nedbrydningsfirmaet, og ifølge TV2 Nords oplysninger opstod der efterfølgende en strid om det mellemværende beløb.

I forsommeren besluttede regionen så at sætte grunden til salg, selvom den ikke var færdigoprenset. En kontroversiel beslutning, der vakte forargelse hos både lokale borgere og politikere på baggrund af, at den normale praksis er, at den der forurener, selv skal rydde op, og ud fra et ønske om at offentlige myndigheder og institutioner bør gå forrest. 

I midten af september fik TV2 Nord indsigt i et fortroligt forlig indgået mellem regionen og nedbrydningsfirmaet, der viser, at de to parter allerede i juni blev enige om en aftale, der var økonomisk fordelagtig for begge parter og altså forhandlet på plads allerede inden grunden blev sat til salg. 

Aftalt tilbudsgivning
Af aftalen fremgår det, at firmaet skulle byde en minimumspris på 1.375.000 kr. for grunden og at regionen, når firmaet forventeligt havde vundet udbudet, skulle betale firmaet 697.500 kr. for oprensningsarbejdet.

På denne måde vil firmaet ende med kun at betale 677.500 kr. for grunden, mens forliget for Region Nordjyllands vedkommende betyder, at regionen kun skulle betale 697.500 kr. ud af de 2,1 mio. kr. i oprensningsgæld mod samtidig at lade grunden gå til firmaet.

Selvom det af mailkorrespondencen som dknyt har læst, fremgår, at 'det mest sandsynlige er, at alene IF byder på ejendommen, da en tredjemand skulle acceptere, at grunden købes som den er', er der alligevel i forligsteksten taget forbehold for den situation, at en tredjepart måtte byde over Nedbrydningsfirmaet IF, som dermed ikke ville vinde udbuddet. I så fald ville regionen ud over de 697.500 kr. skulle betale firmaet 1.375.000 kr., så firmaet i alt får 2.072.500 kr - altså knap de 2,1 mio. kr. som regionen reelt skylder nedbrydningsfirmaet.  

Andre mulige købere skræmt væk 
Fristen for at byde på grunden udløb fredag den 16. september, og ikke overraskende var der kun kommet et bud fra netop Nedbrydningsfirmaet IF på 1.375.000 kr.

Regionen havde nemlig undladt at oplyse i salgsopstillingen, i hvilket omfang grunden var forurenet og hvad en færdigoprensning vil koste. Det har ifølge TV2 Nord afskrækket flere interesserede købere i at byde på grunden.

Tre dage efter udbudsperioden udløb, mandag den 19. september, godkendte regionen salget af grunden til nedbrydningsfirmaet efter at det omstridte sagsforløb var blevet gennemgået for medlemmerne af regionens forretningsudvalg. 

Ifølge professor i udbudsret ved Aarhus Universitet, Michael Steinicke, er aftalen ikke god økonomisk politik, og han siger til TV2 Nord, at 'sådanne studehandler er i strid med reglerne, da regionen har haft en økonomisk interesse i at få så lavt et bud som muligt'. 

Rebild: Statsrevisorerne må ind over
På baggrund af forliget og den kontroversielle mailkorrespondence mellem regionens juridiske kontorchef Peter Larsen og Nedbrydningsfirmaet IF's advokat Allan Kvist-Kristensen, der altså har forhandlet forliget på plads, anmoder Allan Busk nu kommunen om at indbringe sagen for Statsrevisorne. 

Den seneste udvikling i sagen er, at nedbrydningsfirmaet, efter at have vundet udbudet og dermed retten til at købe grunden for 1.375.000, nu afviser at underskrive skødet med henvisning til, at det ikke ønsker at hænge økonomisk på den oprensning af grunden, der implicit venter forude.

Flere regionsmedlemmer har i den forbindelse udtrykt bekymring for, at grunden risikerer aldrig at blive færdigoprenset, når den kommer på private hænder. 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/nordjylland-aftalte-salg-af-forurenet-grund-for-udbud

GDPR