Når kloakker og renseanlæg løber over, får vandløb, søer og fjorde tilført miljøfarlige stoffer. Men hvor store koncentrationer er der egentlig tale om? Det spørgsmål besvarer en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen.
Her kan man finde nøgletal, eller typetal som de også kaldes i fagsprog, som beskriver de typiske koncentrationer i overløb. Tallene er udregnet både for normale kloakker og såkaldte separatkloakker, hvor regnvand og spildevand holdes adskilt.
- Typetallene giver værdifuld viden om udledning af miljøfarlige, forurenende stoffer fra regnbetingede udledninger til vandmiljøet. De kan bidrage til miljøforvaltningen hos kommuner og i Miljøstyrelsen. De kan blandt andet bruges til at vurdere påvirkningen fra andre punktkilder af samme type, siger funktionsleder Helle Bach Rungø fra Miljøstyrelsen.
For en lang række stoffer er der fastsat miljøkvalitetskrav i form af koncentrationsniveauer i søer, vandløb, kystvande, som ikke må overskrides af hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet.
Nøgletallene i den nye rapport kan dog ikke direkte sammenholdes med miljøkvalitetskravene, da nøgletallene er typiske koncentrationer, mens det ikke siger noget om, hvor store mængder der udledes. Kommunerne kan bruge nøgletallene i forbindelse med udledningstilladelser til overløb.
Nøgletal dækker ikke industri
De regnbetingede udledninger, der er brugt til beregning af nøgletallene, kommer primært fra husholdninger og boligområder med enfamilieshuse. Nøgletallene beskriver ikke udledninger fra områder med industri eller meget trafikerede veje.
For spildevandsoverløb er der beregnet nøgletal for i alt 90 stoffer. For udledninger af regnvand fra separatkloakerede områder er der udregnet nøgletal for 50 stoffer.
Se rapporten med nøgletal her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.