
Forhandlingerne om næste års kommunale økonomi indledtes torsdag aften. For KL er det et hovedkrav, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes, og at alle kommuner bliver sikret finansiering til, at der er en fornuftig balance mellem indtægter og udgifter.
- Det er samfundsøkonomisk fornuftigt at investere i forebyggelse og pleje i nærmiljøet. Det reducerer nemlig liggetiden på sygehusene. Samtidig får vi stadig flere kronikere og ældre medicinske patienter. Begge dele øger presset på den kommunale sundhedsindsats, siger KL's formand Erik Nielsen (S).
Han mener, at økonomiaftalen bør føre til et økonomisk løft af de kommunale sundhedsopgaver. Samtidig skal der fokuseres på, hvordan kommuner og regioner får bedre mulighed for at samarbejde om fælles løsninger.
Erik Nielsen konstaterer, at kommunerne, med forståelsen mellem KL og regeringen fra februar, har taget et kæmpe ansvar på sig og sikret finansiering til vækstpakken.
Hjælp til pressede kommuner
Forståelsen betyder, at de overordnede rammer for service- og anlægsudgifterne ligger fast i 2014. Men for KL er det vigtigt, at en økonomiaftale også har sigtelinjer, der rækker flere år frem i tiden.
- Kommunerne har accepteret en reduktion af deres serviceramme for 2014 med 2,6 mia. kroner. Nu forventer KL, at regeringen vil kvittere og hjælpe de kommuner, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, siger han. Og det lader da også til, at regeringen er åben over for idéen.
- Der er meget stor forskel på de danske kommuner. Der er nogle, der oplever befolkningsvækst, og hvor der er skattekroner i kassen. Andre steder oplever man fraflytninger, man har måske en stor gæld, man afdrager på. Den forskel mellem kommunerne vil vi gerne diskutere, så vanskeligt stillede kommuner kommer i en bedre situation, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Berlingske.dk.
Usikkerhed om anlægsudgifter
Et andet væsentligt tema i forhandlingerne bliver ifølge KL de kommunale anlægsudgifter.
- KL har allerede en forståelse med regeringen om anlægsniveauet for 2014, men vi ønsker, at der sikres stabile planlægningsvilkår for de kommunale anlægsbudgetter også for årene derefter, så vi kender de rammer, vi kan se frem til, og undgår stop-go politik, siger Erik Nielsen.
På det punkt er regeringen dog knap så samarbejdsvillige.
- Vi er bundet af det forhold, at der skal være styr på den økonomiske politik, at vi ikke kan udskrive checks eller løfter om noget, vi ikke kan finansiere i en fremtid, der ikke er til at overskue. Det er det udgangspunkt, vi forhandler ud fra, siger finansminister Bjarne Corydon (S) til Berlingske.dk og understreger, at man endnu ikke er begyndt på reelle forhandlinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.