
HOVEDSTADEN: En væsentlig del af den rapport om infrastruktur i Nordsjælland, som seks kommuner i regionen har bestilt hos det rådgivende ingeniørfirma COWI, foreslår forbedringer på Kystbanen, som Folketinget allerede har vedtaget, og som allerede er finansieret og iværksat. Meget tyder derfor på, at rapportens afsnit om Kystbanen er været spild af tid og skattekroner. Det skriver Helsingør Dagblad.
I rapporten foreslår COWI, at der investeres 112 mio. kr. i en opgradering af Kystbanen, der kan skære to minutter af rejsetiden mellem Helsingør og Østerport. Endvidere foreslås det at omlægge køreplanerne, så kystbanetogene bliver mindre påvirket af forsinkelser på det resterende banenet i Danmark og Sverige.
Ved pressemødet udtalte Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, at finansieringen af forbedringerne på Kystbanen, meget passende kunne hentes i Togfonden.
- Togfonden er nærmest en direkte fornærmelse mod de pendlere, der dagligt må trækkes med forsinkelser og aflysninger på Kystbanen.
Overså vedtagelse
Således er der i Togfonden allerede afsat 110 mio. kr. til en opgradering af spor og signalsystemer på Kystbanen, som efter aftale mellem forligspartierne allerede vil være klar til brug i 2017. En opgradering, som ifølge forligsteksten til Togfonden vil forkorte rejsetiden mellem Helsingør og Østerport med seks minutter. I COWIs rapport er den forventede rejsetidsbesparelse på to minutter.
Den foreslåede omlægning af køreplanerne er ifølge Transportministeriet også allerede vedtaget. Det vil dog kræve en modernisering og udvidelse af det eksisterende spornet på resten af Sjælland. Anlægsarbejder, der ifølge Transportministeriet allerede er igangsat og tidligst kan være færdige i 2020.
Anderledes prioritering
Direktør Søren Vikkelsøe fra COWI, der egenhændigt har godkendt rapportens indhold, beklager, at virksomheden ikke har været opmærksom på, at de fremsatte forslag allerede var vedtaget og finansieret.
- Det er beklageligt, at vi har overset det, og det burde vi have været opmærksomme på, siger han.
COWIs uopmærksomhed ærgrer også Benedikte Kiær.
- Det afsnit af rapporten, der omhandler Kystbanen, er ikke tilfredsstillende. Hvis vi havde vidst, at de forbedringer allerede var igangsat, så havde vi prioriteret anderledes. Så ville det have været mere relevant at fokusere på en udvidelse af den nordligste strækning på Helsingørmotorvejen, siger hun.
Benedikte Kiær afviser, at hun selv burde have kendt til investeringerne på Kystbanen og dermed selv bærer en del af ansvaret for fadæsen.
- COWI oplyste, at de har været gennem alt tilgængeligt materiale, og det troede jeg på, siger hun.
COWI honorar til diskution
Den primære kontakt mellem COWI og de seks nordsjællandske kommuner, der har bestilt rapporten fra COWI, er foregået gennem Frederikssund Kommune. Her oplyser kommunaldirektør Ole Jacobsen, at COWIs honorar for rapporten er 290.000 kr., som er delt ligeligt mellem de seks kommuner. Helsingør Kommunes andel har således været 48.333 kr.
Kommunaldirektør Ole Jacobsen er heller ikke tilfreds med den del af rapporten, der omhandler Kystbanen.
- Det er ikke godt nok, og jeg vil torsdag tage kontakt til COWI for at få en dialog om honoraret for rapporten, siger han.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.