
REBILD: Rebild Kommune får nu selv lov at placere arealer til byvækst med lokalplanerne i Skørping og Støvring, efter at Erhvervsstyrelsen har trukket tidligere indsigelser tilbage.
'Der må ikke inddrages mere areal til byvækst, end det er nødvendigt for at dække det forventede behov til nye boliger og erhvervsarealer i den kommende planperiode (12 år), og arealforbruget til disse formål skal begrænses,' lød det i indsigelserne.
I begyndelsen af december afholdt Rebild Kommune og Erhvervsstyrelsen så et møde om, hvordan byvækst kan gennemføres uden at være i konflikt med overordnede interesser. Efterfølgende sendte kommunen en redegørelse for arealbehov til boliger for 2017-28 til styrelsen. På den baggrund frafaldt styrelsen indsigelserne.
Debat om planlov efterlyses
Borgmester Leon Sebbelin (R) er særdeles tilfreds med afgørelsen:
- Nu kan vi tilbyde byggegrunde, hvor efterspørgslen er størst. Jeg ser frem til det politiske arbejde med at prioritere de 130 hektar - et arbejde jeg håber kan gøres færdig på byrådsmødet i aften. Her er det naturligvis vigtigt, at eventuelle omprioriteringer bliver til mindst mulig gene, siger borgmesteren.
Han ønsker også en overordnet debat om regeringens planer om ændringer i planloven:
- I øjeblikket arbejdes der på Christiansborg med forslag om ændringer i planloven. Heri er der forslag om en ufleksibel matematisk model for beregning af rummelighed til boligformål. Det er uhensigtsmæssigt, at man vil indføre én beregningsmetode for alle 98 kommuner. En meget ufleksibel model, og det er ikke godt med så firkantede regler, siger Leon Sebbelin.
Borgmesteren opfordrer byrådskollegerne i alle landets kommuner til at presse på alle de steder, de kan, så reglerne i stedet gøres mere fleksible end i det sagsforløb, Rebild Kommune netop har oplevet. Hvilket KL's høringssvar i sagen også støtter:
KL-høringssvar til lovforslag til modernisering af planloven:
……'Med det nye lovforslag ændres rammerne for, hvornår kommunerne kan udlægge arealer til byvækst. Fremover bliver det et lovkrav, at udlægning af nye områder til byzone som udgangspunkt kun kan ske, når der samtidig sker en kompensation med et areal med en tilsvarende størrelse udlagt til byzone et andet sted i kommunen….
...Kravet om brug af én fast standardiseret metode, der skal anvendes i alle 98 kommuner med meget forskellig geografi, vilkår og by-strukturer, vil sandsynligvis reducere fleksibiliteten og de lokale hensyn i byudviklingen.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.