Planerne om en fast Kattegat-forbindelse bliver umiddelbart ikke til noget, men der er dog en kattelem. Sådan må en pressemeddelelse fra Transportministeriet om projektet tolkes.
- Forundersøgelsen af Kattegat giver ikke grundlag for at igangsætte projektet. Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter. Der er politisk opbakning til videre drøftelse af igangsættelse af yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser, siger transportminister Trine Bramsen (S) i pressemeddelelsen.
Meldingen fra S-regeringen kommer altså efter færdiggørelsen af en forundersøgelse til en fast forbindelse over Kattegat. Den skulle have været færdig inden udgangen af 2021, men blev udskudt til foråret 2022.
Det var tilbage i 2018, at den daværende V-LA-K-regering og Dansk Folkeparti blev enige om at udmønte 60 mio. kr. til at gennemføre forundersøgelsen. Den blev udført af Vejdirektoratet - det offentlige selskab Sund & Bælt og Trafikstyrelsen.
Forundersøgelsen kiggede både på muligheden for en ren vejforbindelse og en vej- og jernbaneforbindelse.
VVM-undersøgelse droppet
Oplægget til forbindelsen var, at den skal være brugerfinansieret. Altså at den skulle betale investeringen og vedligeholdelsen ind via broafgift.
Ifølge Kattegat.dk, som er projektets hjemmeside, estimeres en vejforbindelse at koste 62 mia. kr. En kombineret vej- og jernbaneforbindelse ville koste 136 mia. kr.
Efter forundersøgelsen var næste skridt en VVM-undersøgelse med fokus på miljøpåvirkningen. Og den bliver altså ikke til noget efter onsdagens melding. Men der kan altså komme flere undersøgelser af projektet, som ministeren understreger.
De politiske drøftelser af eventuelle yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser har ifølge ministeriet dog ikke noget med en VVM-undersøgelse at gøre.
Støttepartier ser projektet som dødt
Det er forskelligt, hvordan regeringens udmelding modtages blandt andre partier. Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at der netop lægges op til en slags VVM-undersøgelse alligevel.
- Trine Bramsen: Vi går ikke videre med Kattegatforb. Ingen VVM-undersøgelse. Men alligevel nye undersøgelser af miljø og klima. Det er jo en kattelem og en halv VVM, skriver Hyllested på Twitter.
Han tilføjer, at Enhedslisten helst ser projektet lukket og slukket med det samme. De Radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen, siger til gengæld til Ritzau, at han anser projektet for begravet.
- Jeg forstår det sådan, at projektet ikke bliver sat i gang. Vi kommer ikke til at gå i gang med at bygge en Kattegat-forbindelse. Det synes jeg, er fornuftigt nok.
- Jeg kan ikke se mig i, at vi skal bygge det projekt, vi har hørt om. Hvis det stod til mig, skulle man finde en meget mere klimaskånsom måde at gøre det på.
Forundersøgelsesrapporten kan læses her.
amp / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.