dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Region genvedtager råstofplan – og brokker sig over klagenævn
Der er brug for en revision af råstofloven, mener politikerne i Region Sjælland.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Region genvedtager råstofplan – og brokker sig over klagenævn

Miljø- og Fødevareklagenævnet gør det svært at arbejde bæredygtigt, mener Region Sjælland, som vil i dialog med regeringen om praksis.
11. APR 2024 10.41

Region Sjælland er irriteret over, at dens Råstofplan 2020 tilbage i juni blev underkendt i Miljø- og Fødevareklagenævnet og hjemvist til ny behandling i regionen. 

Nu har regionsrådet genvedtaget planen med nogle mindre justeringer. De skal imødekomme klagenævnets bemærkninger samtidig med, at de oprindelige ambitioner bevares. 

Regionsrådet besluttede i januar, at det skulle ske efter en kort planproces, hvor man kun ændrede det, der direkte var en konsekvens af klagenævnets afgørelse.

Kritik af beslutningen

I forbindelse med genvedtagelsen udtrykker politikerne nu kritik af klagenævnets oprindelige beslutning. Den gør det svært at arbejde med en mere bæredygtig råstofindvinding, siger Bruno Jerup (EL), formand for udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

- Vi er utilfredse med nødvendigheden af en hjemvisning. Vi synes, det er en uhensigtsmæssig praksis, som klagenævnet har haft i denne sag, siger han og fortsætter:

- Vi ser derfor nu frem til en fortsat dialog med regeringen om praksissen på området og en revision af råstofloven, så vi sammen kan sikre en fremtid, hvor miljøbeskyttelse og bæredygtig udvinding går hånd i hånd.

Hjemsendelsen skyldtes blandt andet, at klagenævnet ikke mente, at man kunne skrive trafikhensyn ind i sin råstofplan, som regionen havde gjort. 

Region Sjælland er langt fra alene om at have fået dele af sin råstofplan sendt tilbage fra klagenævnet til ny behandling. Det samme har også flere andre regioner.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.