
Fremover må arrangører have pengene op af lommen, hvis de skal låne kommunernes parker og grønne arealer til større arrangementer. Det sker efter Statsforvaltningen har indskærpet en sag om Odense Kommunes udlån af arealer til musikfestivalen Tinderbox. Tidligere har det været helt gratis at låne parker og grønne områder, og flere politikere ude i kommunerne frygter, at indskærpelsen kan sætte aktiviteter i byrummene i stå. Det skriver DR København.
- Jeg frygter, at der kan være nogle af aktiviteterne i byens rum, der ikke længere vil blive afholdt, fordi økonomien ikke kan hænge sammen, siger bl.a. Lars Weiss (S), gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation.
Der er lagt op til, at det skal koste op til 15.000 kr. om dagen for at lave kommercielle arrangementer i parkerne i fx København. Borgerrepræsentationen skal den 1. marts tage endelig stilling til taksterne for udleje af parkerne.
Udlejer allerede arealer
Selvom København først nu er på vej med at indføre taksterne, så har andre kommuner allerede faste priser for, hvad det koster at låne grønne områder. Det gælder bl.a. i Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk og Køge Kommune. Og det giver god mening at kræve leje for kommercielle arrangementer i kommunernes parker, mener man i Køge Kommune, hvor de oplever gevinster ved udlejen.
- Vi sender et signal om, at man skal passe på vores ting. Det er jo typisk sådan, at hvis noget er gratis, så passer folk ikke lige så godt på det, som hvis det koster penge, siger formand for Teknik - og Ejendomsudvalget i Køge, Erik Swiatek (S).
Indtægterne bliver brugt til rengøring og vedligehold af parkerne, og det koster mellem 500 og 1.000 kr. at leje en af kommunens grønne områder. Ikke kommercielle-arrangementer kan fortsat låne kommunernes parker og grønne områder gratis.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.