
Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at kompensere trafikselskaber for de udgifter og manglende indtægter, de har haft og får på grund af coronavirus i 2020. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
- Trafikselskaberne har leveret en solid drift gennem hele foråret. Det har været med til at holde de vitale funktioner i samfundet i gang. Men det betyder også, at der er en regning, som samfundet har påtaget sig at betale, skriver transportminister Benny Engelbrecht (S).
Trafikselskaber som Movia og Midttrafik blev hårdt ramt af tiltagene, der skulle begrænse udbredningen af coronavirus i Danmark.
Færre passagerer og mere rengøring
Ikke bare betød nedlukningen af samfundet, at passagerne i vid udstrækning forsvandt. Selskaberne måtte også opretholde store dele af trafikken, så kritisk personale stadig kunne komme til og fra arbejde. Samtidig har tiltag for at begrænse smitten betydet ekstraudgifter til rengøring og omlægning af kapaciteten.
Trafikselskaberne Danmark, der repræsenterer eksempelvis Movia og Midttrafik, sagde tidligere i juni, at antallet af passagerer i en periode faldt med 90 pct.
Udgifterne og de manglende billetindtægter vil blive kompenseret direkte til selskaberne senere på baggrund af deres regnskaber for 2020.
Udelukkende til kommunalt og regionalt regi
Pressemeddelelsen nævner ikke noget om, hvor meget det forventes at koste statskassen, men den kollektive trafik har lidt store økonomiske tab.
- I kommunerne er vi derfor glade for, at der nu er landet en aftale om en model, der holder hånden under trafikselskaberne resten af året, siger formand for KL Jacob Bundsgaard (S) i pressemeddelelsen.
Der er med aftalen udelukkende tale om støtte til busselskaber og privatbaner i kommunalt og regionalt regi. Det omfatter altså ikke eksempelvis DSB, der hører under staten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.