
KØBENHAVN / FREDERIKSBERG / HOVEDSTADEN: Beboere i to gader i henholdsvis København og Frederiksberg kommuner har nu mulighed for at medvirke i et pilotprojekt, hvor man vil undersøge, om borgerne er klar til at skille sig af med privatbilen og i stedet benytte sig af delebiler, bycykler og kollektiv transport.
Målet med projektet, der starter den 1. april er at undersøge, om storbyens beboere kan undvære privatbilen og dermed er parate til at ændre på de faste vaner. Er det tilfældet, kan presset på parkeringspladser i byen nemlig mindskes, ligesom nogle af de arealer, som i dag optages af parkeringspladser, kan veksles til rekreative områder til glæde for de lokale.
Som en del af projektet laves almindelige parkeringspladser om til delebilspladser og bycykelpladser for at gøre det så problemfrit som muligt at undvære sin bil for en tid og forsøge sig med de pladsbesparende initiativer. Tanken er, at de gode alternativer skal være lige uden for folks hoveddør, så det er oplagt at prøve kræfter med det grønne alternativ.
Hver fjerde bil står stille på hverdage
Bag forsøget står Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, som sammen med BMW skal se nærmere på mulighederne for at veksle traditionelle parkeringspladser til delebilspladser, elbilspladser og byrum. I Frederiksberg Kommune er borgmester Jørgen Glenthøj (K) spændt på forsøget:
- Frederiksberg er Nordeuropas tættest befolkede kommune, og der er rift om hver eneste kvadratmeter. Det stiller høje krav, når vi udvikler byen. Vi vil fortsat gerne have mange grønne, rekreative områder, og samtidig vil vi meget gerne mindske presset på parkeringspladser. Dette projekt vil give os værdifuld viden til, hvilke knapper, vi kan skrue på i fremtidens planlægning af byen og trafikken, siger han.
I København ser teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) store muligheder i projektet:
- Undersøgelser har vist, at mere end hver fjerde bil på en gade på Vesterbro står stille mandag til fredag. Derfor lader det til, at der er stort potentiale i at få københavnerne til at tage delebilen til sig. Lykkes vi med det, får vi mere plads, vi kan bruge på mennesker i stedet for opbevaring af biler. Jeg vil derfor opfordre de lokale til at tilmelde sig projektet, så vi kan blive klogere på, hvordan vi får mest ud af byen, siger Morten Kabell.
Pilotprojektet vil vare i tre måneder og efterfølgende blive evalueret på dets effekter på adfærd, byrum og miljø. Hvis det i evalueringen vurderes, at projektet har fremmet grøn mobilitet og forbedret lokale byrum, kan modellen skaleres til at omfatte andre områder af byen.
Læs mere om projektet på nymobilitet.dk
Fakta
Det overordnede budget for projektet er på 650.000 kr. Heraf bidrager BMW med ca. 200.000 kr., Region Hovedstaden med cirka 250.000 kr., Frederiksberg Kommune med ca. 100.000 kr. og Københavns Kommune med 100.000 kr. (heraf bidrager Vesterbro Lokaludvalg med 50.000 kr.). Derudover har Energistyrelsen givet tilsagn til at støtte at etablere ladestandere med op til 276.000 kr.
Projektet gennemføres i samarbejde med Movia, Metroselskabet, Bycyklen, DriveNow, Green Mobility, LetsGo, Hertz Delebilen, GoMore, Sixt, Europcar og E.ON.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.