dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Truet strandtudse genfundet ved Odder

I 80'erne var den kendt på egnen, i 2007 blev den forgæves eftersøgt, og nu er der fundet yngel af den sjældne strandtudse
9. JUL 2012 13.26

ODDER: Strandtudsen har frem til 1980'erne været kendt på lokaliteter nær Gyllingnæs. Men de seneste kendte observationer af den sjældne art er fra Kysing Fjord 2003, Alrø 1992 og Tunø 1991.

I foråret 2007 var der en eftersøgning af strandtudsen langs hele kyststrækningen, som foregik ved at lytte efter hannernes kraftige og meget karakteristiske kvækken om natten. Der blev desværre ikke fundet nogen strandtudser, oplyser kommunen.

Da tudser kan blive ganske gamle - op til 20 år - var det tænkeligt, at der stadig fandtes enkelte individer, der bare ikke havde et egnet ynglested. Tudsen blev derfor i 2007 eftersøgt i lokale medier. Men ingen har siden set noget til den lille sjældne tudse.

Genfundet i 2012
Juli 2012 har en borger fundet små nyforvandlede strandtudser i et vandfyldt hjulspor i den nordlige del af kommunen. En både glædelig og fascinerende nyhed, at en art som vi troede var forsvundet fra vores egn, stadig er her, og jo har været her hele tiden, lyder det fra kommunen.

I Danmark har der været spredte forekomster af strandtudsen over det meste af landet, men de er gået stærkt tilbage og betragtes som sjældne.

Strandtudsen yngler sjældent i almindelige permanente vandhuller, men foretrækker midlertidige vandsamlinger, der tørrer ud hen på sommeren, fx lavvandede partier på enge, grusgravsøer og hjulspor. Strandtudsens valg af ynglested hænger sammen med, at haletudser er dårlige til at overleve sammen med fisk, andre haletudser eller rovinsekter.

Mange hanner er trofaste over for en helt bestemt lokalitet. Det betyder, at hvis der ikke er noget vand i nogle år, yngler de slet ikke. Hvis der så efter en årrække pludselig igen kommer et vådt forår, eller hvis der lige kommer et dybt hjulspor, kan hanner kvække igen og tiltrække en hun.

Strandtudsen er den mindste danske tudse og kendes nemt fra skrubtudsen og den grønbrogede tudse på sin gule rygstribe. Strandtudsen er som alle padder fredet, og er desuden på EU-habitatdirektivet udpeget som særligt truet på internationalt niveau.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/truet-strandtudse-genfundet-ved-odder

GDPR