
KOLDING: - Det er billigt sluppet.
Sådan lyder kommentaren mandag fra formand for natur-, miljø- og klimaudvalget i Kolding Kommune Jørn Chemnitz (SF).
Han reagerer på dommen på fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste til et ægtepar, der mandag i Retten i Kolding er fundet skyldig i groft hærværk mod naturen.
Parret omdannede et 1800 kvadratmeter stort naturområde i forlængelse af parrets ejendom til sø og græsplæne. I stedet for siv og pil blev der etableret græsplæne, og på terrassen blev der anlagt spa.
Det skete efter rettens vurdering for at give parret en bedre udsigt og bedre adgang til den eksisterende sø.
En lokal ejendomsmægler har i retten vurderet, at parret med ændringerne har forøget grundens herlighedsværdi med op til halvanden million kroner.
Afskrækker næppe
Men det er tvivlsomt, om dommen afskrækker andre fra at gøre noget lignende, mener Jørn Chemnitz.
- Når man kan sætte halvanden million kroner ind på kontoen og få en beskeden straf for det, så åbner vi helvedes porte for folk, der vil noget ondt, siger Jørn Chemnitz, der selv var til stede for at overvære domsafsigelsen.
Sagen er ifølge udvalgsformanden mere alvorlig end en anden opsigtsvækkende sag fra Skagen Sønderstrand. Her blev en forretningsmand og en entreprenør i 2021 idømt hver to måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste for at have ødelagt to klitområder.
I Skagen kunne klitterne retableres, men det kan den særlige naturtype, der blev fjernet i Kolding, ikke.
Der er tale om en EU-beskyttet naturtype kaldet hængesæk, hvor vegetationen ligger som et flydelag på vandet.
- Vi kan ikke retablere den. Det kan kun naturen, og det tager 150 år, siger Jørn Chemnitz.
Borgmester: En træls sag
Borgmester i Kolding Knud Erik Langhoff (K) mener, at der er tale om en "træls sag", som "alle parter formentlig gerne ville have været foruden".
- Jeg mener, at dommen afspejler en stigende erkendelse af, hvor vigtigt det er at passe på natur af særlig høj værdi. Vi ser desværre, at mange ikke er bevidste om det, og det - tænker jeg - står mere klart med den afsagte dom, siger han i en kommentar.
Ægteparret vil nu overveje, om dommen skal ankes til landsretten.
Også anklagemyndigheden har to uger til at overveje, om man vil anke med krav om skærpelse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.