
VEJLE: Efter en proces, der begyndte i januar 2020, er forvaltningen i Vejle nu færdig med forslag til ti nye lokalplaner for kolonihaveforeningerne, der som flere andre steder i landet er under voldsomt pres.
De er blevet bebygget i et omfang, at der er grund til at "tydeliggøre forhold til gældende lovgivning", som det hedder på embedsmandssprog.
Byrådet har netop nikket ja til at sende de ti lokalplanforslag i høring, og det fremgår af dagsordenmaterialet, at kommunen ønsker at fastholde kolonihaverne som en rekreativ ressource, at bebyggelsen skal fastholdes som kolonihavehuse og haverne som nytte- og opholdshaver.
Med andre ord ønsker kommunen ikke store sommerhuse og villalignende huse i kolonihaverne.
I dag er det efter reglerne tilladt at have en samlet bebyggelse på 30 m² på sit havelod. En grænse, der i rigtig mange haver forlængst er overskredet.
Lokalplanerne giver mulighed for en væsentlig forøgelse af byggeriet på alle havelodder - og kommunen har nu delt reglerne op for haver mindre end og større end 300 m2.
I haverne under 300 m2 må den den samlede bebyggelse højest være 50 m², hvoraf kolonihavehuset må udgøre 30 m² og to småbygninger hver maksimalt må være 10 m². I de større havelodder må der bygges op til 80 m², hvoraf selve huset må være 50 m² og tre småbygninger hver må være 10 m².
Én haveforening har holdt sig til småhuse
I en bestemt haveforening - Kongens Kær - er det dog forslaget at holde fast i den oprindelige lave husstørrelse på 30 m². Her har havefolket gennem årene holdt sig på en beskeden størrelse, så der i dag er en fin homogen bebyggelse med et harmonisk arkitektonisk udtryk, fremgår det af sagsfremstillingen.
Når lokalplanerne en gang i efteråret bliver endeligt vedtaget, vil huse, der holder sig under de 50 m2 - eller 80 m2 i de største haver - være lovliggjort.
På luftfotoet, der stammer fra lokalplanarbejdets begyndelse i en haveforeningerne, kan man få et indtryk af, hvor store husene efterhånden er blevet. De røde bygninger er over 80 m2, de gule mellem 50 og 80 m2 og grønne under 50 m2.
Projektleder fra Plan og Energi Erik Junge Madsen forventer at hovedparten af kolonihaverne vil blive lovliggjort med lokalplanerne, men kan ikke komme det nærmere endnu. En landinspektør skal nemlig først ud og måle op for at få de nøjagtige størrelser på bebyggelserne.
De nye lokalplaner vil også slå reglerne for beboelse i kolonihaverne i løbet af året fast:
- Kun natophold fra 1. april til 30. september.
- Fra 1. oktober til 31. marts kun undtagelsesvis natophold og kun i forbindelse med weekender og kortvarige ferier.
- Definition af weekend: fredag til søndag aften - dvs. max. to overnatninger.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.