KOLDING: Et fortroligt dokument om projektet Marina City i Kolding er blevet lækket af Kolding Kommunes viceborgmester, Birgitte Munk Grunnet (S), erkender hun over for tvSyd.
- Jeg synes, vi skal have løst problematikken med lystbådehavnen. Men det var ikke meningen, at notatet skulle komme pressen i hænde. Det er godt nok at få en diskussion af beløbet til Marina City, fordi det er skatteborgernes penge, siger hun til kanalen.
Dokumentet om det kraftigt fordyrede marineprojekt, skulle drøftes på et lukket punkt på økonomi- og strategiudvalgets møde den 25. marts. Birgitte Munk Grunnet tilføjer til, at hun har delt notatet med en anden kilde, der så har delt det med DR.
Som tidligere omtalt meddelte Socialdemokratiet sidst i januar, at partiet ikke længere kunne støtte projektet, fordi forudsætningerne om, at det ville koste mellem 400 og 450 mio. kr. var ændret med udsigten til, at marine-projektet blev meget dyrere.
Ifølge Ritzau bekymrer udgifterne Birgitte Munk Grunnet.
- Vi skal have inklusion i vores folkeskoler, hvilket er rigtig svært, fordi de ikke er indrettet til det. Det kunne man godt bruge nogle af de her penge på, eller vi kunne bruge det til at sikre Kolding hurtigere mod vand, siger hun til DR Trekanten.
Udgifter vokset 50 pct.
Ifølge DR er udgifterne til marinaen, med plads til en bydel med 350 boliger og 1000 både, vokset med 50 pct. på syv år til nu 669 mio. kr., mens de forventede indtægter fra salg af byggegrunde er faldet til 91 mio. kr.
I 2018, da byrådet godkendte en udgift til byggeriet på 446 mio. kr., forventede kommunen at tjene 144 mio. kr. på salg af byggeretter i området.
Årsagerne til det dyrere projekt er bl.a. inflation, så det er blevet dyrere at bygge, samt at fjordbunden vist sig at være endnu mere kompliceret at bygge på end først antaget. Borgmester Knud Erik Langhoff (K) vil over for DR ikke kommentere oplysningerne i notatet om de stigende udgifter.
Kolding Kommune har allerede brugt 118 millioner kroner på projektet, men mangler fortsat at lave de nødvendige lokalplaner og få udarbejdet en miljøkonsekvensvurdering.
Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, opfordrer politikerne i Kolding til at se bort fra de penge, der allerede er brugt på projektet.
I stedet skal de vurdere, om det er værd at bruge de ifølge notatet påkrævede nye penge at realisere projektet.
cwa/ritzau/
Red: afsnit 5+6, samt 10-12 tilføjet kl. 11.50
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.