
Mens grøn omstilling i nogles tanker måske betyder bilfri storbyer og kødløse dage, har de i det vindblæste Vestjylland gennem 30 år skabt deres egen formel på omstillingen. For selvom det er landmændene, produktionserhvervene og partiet Venstre, der dominerer lokalområdet i Lemvig, så er kommunen en af landets førende indenfor grøn energi - ikke mindst på grund af deres biogasanlæg, der i snart 25 år har genanvendt gylle og produktionsaffald til at skabe el og varme.
- Det har jo været en god ting for os landmænd, for ikke alene bliver vores gylle brugt til noget fornuftigt. Vi får også en væsentligt bedre gødning tilbage, når den er blevet afgasset. Og så lugter det ikke sådan, fortæller bestyrelsesformand Gustav Madsen, mens han viser rundt mellem anlæggets store gasbeholdere og affaldslagre.
Biogasanlægget blev opført i start-halvfemserne af 72 lokale landmænd, som på det tidspunkt mødte nye miljøkrav om opbevaringen af deres husdyrgødning. Samtidig havde kommunen et større problem med affald fra den lokale fiske- og slagteriindustri, og for den biologuddannede landmand og lokalpolitiker Jørgen Nørby (V) gav det derfor god mening at løse begge problemer med biogasanlægget.
- De første spørgsmål var selvfølgelig: Hvad koster det, og hvad får vi ud af det? Men det gik ret hurtigt med at få en stor gruppe af landmænd til at støtte op. Og det har været win-win lige siden, fortæller Jørgen Nørby, som senere blev borgmester og nu er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.
Varmeværkerne i Lemvig og Klinkby anvender biogassen fra anlægget som brændsel året rundt og supplerer med flis i de kolde måneder. På grund af afgiftssystemet har de lokale varmeværker på den måde sikret deres forbrugere utrolig billig varme. Så billig, at det sidste varmeværk i Nørre Nissum nu har fusioneret med de to andre varmeværker, så de sammen kan modernisere biogasanlægget for 23 mio. kr. og bygge et helt nyt varmeværk til over 100 mio. kr. med en ny og større biogasmotor.
Den store investering forventes at blive tjent ganske hurtigt hjem igen. Prisen for at varme et såkaldt standardhus op i Nørre Nissum vil falde fra 21.000 kr. til 12.500 om året, viser deres beregninger. Det er altså i høj grad pengepungen, der driver energiomstillingen i Vestjylland.
Abonnenter på Kommunen kan læse hele historien her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.