
KOLDING: Mandag faldt der dom i sagen om et ægtepar fra Vester Nebel nær Kolding, der var tiltalt for groft hærværk mod et fredet moseområde.
Parret ødelagde et 1800 kvm beskyttet naturområde ved deres ejendom og omdannede det til græsplæne og vandspejl. Retten fandt deres forklaring utroværdig og vurderede, at ændringerne øgede grundens værdi med 1,5 mio. kr., hvilket parret bevidst udnyttede.
Retten i Kolding idømte parret på 47 og 44 år fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
Det har nu fået flere politikere på banen, der mener, at det er for billigt sluppet.
Kommuner skal kunne kræve erstatning
Deriblandt er SF's retsordfører, Karina Lorentzen, som er skuffet over dommen og kalder den for lav, skriver TV Syd.
- Det er jo latterligt, at de ikke engang skal i fængsel. Det skaber ingen respekt for naturen, når det kun giver fire måneders betinget straf. Men næsten værst af alt så skal man bare ødelægge natur, som ikke kan genoprettes, for så er den helt gratis at ødelægge. For som jeg forstår det, har de ikke modtaget et erstatningskrav, siger hun.
SF foreslår nu en lovændring, der vil sikre, at kommuner kan kræve erstatning for skader på uoprettelig natur. Partiet ønsker strengere straffe og muligheden for at pålægge lovovertrædere at betale for sagsbehandling, der i denne sag har kostet 100.000 kroner.
- Naturhærværk er ikke bare en forbrydelse mod vores miljø, men en forbrydelse mod kommende generationer. Vi kan ikke tillade, at folk slipper afsted med at ødelægge vores fælles arv, og derfor foreslår vi en række ændringer af lovgivningen, siger Karina Lorentzen ifølge Jydske Vestkysten.
Også Jørn Chemnitz (SF), formand for Kolding Byråds udvalg for natur, klima og miljø, mener, at ægteparret slap for billigt. Han frygter, at dommen ikke vil afskrække andre fra lignende handlinger.
- Når man kan sætte halvanden million kroner ind på kontoen og få en beskeden straf for det, så åbner vi helvedes porte for folk, der vil noget ondt, siger han.
Skal selv genetablere den ødelagte natur
Kolding Kommune oplyser, at ægteparret selv skal stå for at genskabe den natur, de har ødelagt på deres grund.
Ifølge Inger Birkebæk Madsen, afdelingschef for natur og vand i Kolding Kommune, vil kommunen snart udsende et varsel om påbud om reetablering. Kommunen undersøger nu, hvordan naturen bedst kan genetableres, skriver JydskeVestkysten.
Mens der stadig er noget af det oprindelige materiale tilbage på ægteparrets grund, som kan fremskynde reetableringen, er situationen en anden på kommunens areal. Her kan det tage op til 100 år at genoprette naturen.
Kommunaldirektør Merete Dissing oplyser, at kommunen endnu ikke har taget stilling til, om der skal rejses et erstatningskrav mod parret.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.