

FREDERICIA / KØBENHAVN / NYBORG: Hvis man kigger godt efter på himlen over Fredericia, vil man de kommende dage på udvalgte steder kunne se tre små sorte pletter oppe i alt det blå. Det er droner, som skal overvåge trafikken, så kommunen og rådgivningsfirmaet Cowi fra en ny vinkel kan se, om biler og cyklister glider ordentligt af sted.
Dronerne er blevet billigere, og efterhånden har en stor del af landets kommuner fået øjnene op for, hvordan de droner kan bruges - både til at analysere trafikken, men også til at redde liv.
Drukneulykker, brand og kemiudslip
Det var Københavns Brandvæsen, der som de første i verden fik godkendt droner til beredskab. Her har en drone en enkelt gang været brugt i forbindelse med en drukneulykke, dog uden at finde den druknede. Men dronerne bliver også brugt til meget andet i beredskabet.
- De giver et stort overblik. Vi kan bruge dem til at lave sikkerhedsvurderinger ved en brand og for eksempel tjekke, hvilke vej røggasserne løber, siger overbrandmester og ansvarlig for droneoperationer, Thomas Sylvest til DR Nyheder.
For at sikre det bedst mulige resultat af brugen af droner, har Københavns Brandvæsen udviklet en "rygsæk", der sidder fast på flyveren, som kan sende signaler fra dronen og ned til en server.
- Det kan eksempelvis bruges ved kemikalieudslip. Så kan en ekspert analysere sig frem til, hvor farligt udslippet er, siger Thomas Sylvest.
Alene det sidste år har Københavns Brandvæsen brugt dronerne 15 gange.
Varmemåler hjælper fynske brandmænd
Også i Nyborg er de ved at tage dronerne til sig. Efter en donation på 190.000 kr. fra Trygfonden har beredskabet her købt en fjernstyret drone, der skal bruges i forbindelse med brand- eller redningsindsatser. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Dronen er - som den første af sin slags i Danmark - udstyret med både et almindeligt og et termisk kamera, så beredskabet ikke behøver lande dronen, for at finde ud af, hvor varmt der er et bestemt sted i et brændende hus.
Kameraet kan også bruges til at lede efter en person i fare for at drukne på havet, så det ligesom i København kan bruges til redningsaktioner på vandet.
Der er dog en lille ting, før dronen kan gå på vingerne. Kommunen og beredskabskorpset mangler nemlig de sidste tilladelser fra Trafikstyrelsen til overhovedet at flyve med droner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.