
LYNGBY-TAARBÆK: Lyngby-Taarbæk Kommune vil nu undersøge muligheden for at trække sig ud af et samarbejde om en ny letbane i hovedstadsområdet. Det blev besluttet på det seneste møde i kommunalbestyrelsen, oplyser DR København.
Lyngby-Taarbæk er en af 11 kommuner, der er med i projektet, som skal være en pendant til den aarhusianske letbane, der netop er kommet på skinner. Og kommunens borgmester Sofia Osmani (K) har længe været imod letbanen. Det er derfor også hendes forslag at få undersøgt muligheden for at trække sig.
Viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) er tilhænger af en letbane. Men han vil ikke blokere for en undersøgelse af muligheden for at komme ud af projektet.
- Nu har det været et gennemgående tema i hele valgkampen op til kommunalvalget. Hvis borgmesteren vil have det undersøgt, så vil vi ikke stille os i vejen for det, siger Simon Pihl Sørensen til Ritzau.
Modstanden mod letbanen handler om, at den skal løbe igennem det centrale Lyngby. Kritikerne mener, at der findes billigere alternativer i form af busser. Transportministeriet har dog meldt ud, at de 11 kommuner, der er med i projektet i hovedstadsområdet, ikke kan trække sig ud enkeltvis.
Der er ifølge Simon Pihl Sørensen også fortsat et flertal for letbanen i den nye kommunalbestyrelse, der træder sammen fra årsskiftet.
- Nu får vi sagen undersøgt og får det juridiske spørgsmål ryddet af vejen. Og så tænker jeg, at borgmesteren sætter sig i båden sammen med os andre og varetager kommunens interesser, siger Simon Pihl Sørensen.
Flertallet for letbanen består ifølge viceborgmesteren af 11 ud af 21 medlemmer i det nye byråd. Blandt de øvrige kommuner vækker beslutningen i Lyngby-Taarbæk undren.
- Der er allerede blevet lavet en undersøgelse af hovedstadens letbane, som har bedt en advokat om at vurdere, hvad en kommune kan gøre, hvis den vil ud. Og der er kommet en meget klar vurdering af, at det kræver et flertal blandt kommunerne, siger borgmester i Gladsaxe Trine Græse (S), der også er næstformand for letbanen, til DR København.
Letbanen fra Ishøj til Lyngby er budgetteret til at koste 4,8 mia. kr., og anlægsarbejdet skal efter planen begynde i 2018.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.