dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

KIMO advarer mod ringe dansk havmiljøberedskab

Miljøorganisationen peger på, at nedslidt materiel og voksende risici for olieforurening bør medføre et mere tidssvarende beredskab

Kommunernes Internationale Miljø Organisation KIMO stiller spørgsmål ved, om det danske Havmiljøberedskab er godt nok i kølvandet på at have gennemgået udkast til rapport, som er udarbejdet af en af Søværnet nedsat arbejdsgruppe vedrørende organisering af miljødivisionerne.

Hvordan er vi som kystkommuner stillet, hvis det danske havmiljøberedskab ikke lever op til de tidskrav og standarder, som Folketinget har fået oplyst, og som kræves ifølge internationale konventioner? Sådan spørger organisationen i en pressemeddelse.

KIMO skrev før sommerferien til forsvarsminister Nick Hækkerup (S) for at gøre opmærksom på, at Forsvarets til bekæmpelse af forurening af havet med olie og andre skadelige stoffer 'Hovedplan september 2010' beskriver, at det statslige danske beredskab til bekæmpelse af forurening i kystzonen for nærværende ikke er tilstrækkeligt.

Siden 2010 har KIMO ikke registreret, at der er igangsat et arbejde for at gøre beredskabet i kystzonen bedre.

Materiel nærmer sig maksimal levetid
Planen kritiserer, at det danske havmiljøberedskab er for utidssvarende og ikke effektivt til at møde de udfordringer, det står overfor.

Efter anbefaling fra Statsrevisorerne fik Forsvarsministeriet i 2007 udarbejdet en Risikoanalyse af olie- og kemikalieudslip i de danske farvande. Denne blev fulgt op af Forsvarsministeriets kapacitetsanalyse vedrørende havmiljø.

I kapacitetsanalysen bliver det beskrevet, at side 41 'Den tekniske tilstand på Miljøskibene GUNNAR THORSON, GUNNAR SEIDENFADEN, METTE-MILJØ og MARIE-MILJØ vurderes tilfredsstillende.

Imidlertid er skibenes vedligeholdelsestilstand efterhånden påvirket af ældning til trods for den løbende vedligeholdelse af skibene. Endvidere må drifts- og vedligeholdelsesomkostninger på skibene forventes at stige i takt med, at tiden nærmer sig for deres maksimale levetid. Det vurderes, at skibene forventelig kan fungere tilfredsstillende i de næste 10 år cirka. Det skal dog pointeres, at der med tiden opstår en potentiel risiko for havari, jo nærmere skibene nærmer sig deres maksimale levealder.

De tre pramme til brug for opsamling af olie mv. vurderes alle at have en levetid til år 2017. Imidlertid har de nuværende pramme visse begrænsninger i relation til opsamling af tyktflydende olie.

Med baggrund i ovennævnte må KIMO forvente, at der igangsættes et udredningsarbejde i forhold til at kunne sikre en udskiftning af miljøskibene i takt med, at de nærmer sig deres maksimale levealder, hvilket er inden for de næste fem år cirka.

Risikoen for en olieforurening vokser
Det fremgår af risikoanalysen frem til 2020, at bl.a. en øget transport af olie igennem danske farvande vil føre til, at risikoen for hændelser med olieforurening vil være væsentligt voksende.

Modellering af risikoen viser, at der forventes omkring et udslip af olie og kemikalier pr. år pga. søulykker. Det forventede årlige udslip er af størrelsesordenen 2.000 tons. Dette tal er domineret af udslip i størrelsesordenen 30.000 tons, som er modelleret til at ske med en sandsynlighed med en gang pr. 20 år.

Er Danmark beredt?
KIMO mener, at vi i Danmark bør spørge os selv, om vi er godt nok parate til at håndtere en olieforurening i størrelsen 30.000 tons og vil pege på, at det nu er mere end 10 år siden, vi havde BALTIC CARRIER-uheldet, der førte til en forurening med ca. 2.400 tons olie og er Danmarks største olieforurening til dato.

KIMO finder, at koblingen mellem et nedslidt materiel, der nærmer sig den maksimale levealder, og en voksende sandsynlighed for, at der sker en større olieforurening i danske farvande bør føre til, at der hurtigst muligt igangsættes et udredningsarbejde, der kan føre til en nyudvikling af det danske havmiljøberedskab.

lcl

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/kimo-advarer-mod-ringe-dansk-havmiljoeberedskab

GDPR