
HJØRRING: Politiet undersøger nu, hvem der har taget sagen i egen hånd og forsøgt sig med illegal kystbeskyttelse ved Lønstrup - men et helt lovformeligt kystbeskyttelsesprojekt er samtidig på vej.
Lige før jul blev et område på størrelse med en fodboldbane udjævnet i et sommerhusområde ved Mårup Strand syd for Lønstrup i Hjørring Kommune. Efterfølgende blev sand og buske skubbet i havet, hvorefter der blev hældt beton på. Sagen er meldt til politiet af Kystdirektoratet.
Grundejerforeningen i sommerhusområdet inviterede borgmester Arne Boelt (S) og formanden for Teknik- og Miljøudvalget til et møde om sagen lørdag d. 6. januar 2018. Men kommunen takkede nej til invitationen.
- Der er foretaget ulovlig kystbeskyttelse ved at afrømmet jord fra sommerhusområdet sammen med granitsten og flydende beton er hældt med af klinten. Kystdirektoratet har indgivet politianmeldelse i sagen, og vi takker derfor nej til invitationen, fordi der pågår en politimæssig efterforskning af sagen, lyder det fra kommunen.
Fælles kystbeskyttelse er vejen frem
Hjørring Kommune og Kystdirektoratet har taget initiativ til et fælles - og helt legalt - kystbeskyttelsesprojekt med grundejerforeningerne langs en ni km lang strækning.
Med storskala sandfodring fra søsiden på en længere strækning ud for Lønstrup og sommerhusområderne omkring Lønstrup skal det standse eller reducere kysttilbagerykningen væsentligt. Den omtalte kyststrækning er en erosionskyst, idet der naturligt ved bølgepåvirkning og nordgående havstrøm skabes et markant sandunderskud hvert år.
Fra grundejersiden ser det ud til bred opbakning til projektet, i det seks grundejerforeninger allerede har sagt ja og er med aktivt i projektet i 2018, mens yderligere tre tre grundejerforeninger skal tage stilling i år og ved positivt tilsagn reelt er med i 2019-2023.
Projektet starter i 2018 men forventes at accelerere væsentligt i perioden 2019-2023.
Sans fra søsiden
I følge kommunen, er fordelene ved dette projekt, der anvender sandfodring, at det kan udføres til en markant billigere pris - omtrent en faktor 4-6 lavere i forhold til lastbiltransport. Samtidig undgås generende lastbiltrafik i området. Tanken er, at når sand opsuges fra indsejlingen til Hirtshals Havn sejles det efterfølgende til projektstrækningen og klappes og dumpes på revlen.
Selve ideen til projektet er lavet i et samarbejde mellem de forskellige grundejerforeninger mellem Mårup og Nørlev samt Kystdirektoratet og Hjørring Kommune, der har en klar forventning om, at Kystdirektoratet og dermed staten er med i projektet i perioden 2019-2023. Staten er bundet af fællesaftaler, der gælder til og med 2018, og kan derfor tidligst indgå med økonomi fra 2019.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.