
Energiforligskredsen har i dag bakket op om, at kommunerne skal have mere medbestemmelse i nye projekter for kystnære havvindmøller, ligesom det ikke længere er Energistyrelsen, men energi-, forsynings- og klimaministeren, der skal give tilladelser til nye projekter, lyder det fra ministeriet.
Samtidig vil der fremover blive stillet fremdriftskrav, der skal sikre, at projekter, der allerede er i proces, bliver mødt med løbende tidsfrister. Det vil give hurtigere afklaring for kommuner og borgere, der vil blive berørt af en vindmøllepark.
- Det er en forudsætning for den grønne omstilling, at vi har bred folkelig og lokal opbakning. Jeg er derfor glad for, at vi nu får en mere demokratisk løsning, hvor kommunerne kan komme med indsigelser, hvis de synes, at et projekt ikke er fornuftigt. Beslutninger om kystnære møller bliver løftet fra embedsmændene i Energistyrelsen over til mig som ansvarlig minister. Og det er dermed mig som minister, der fremover tager de endelige beslutninger, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Også andele til sommerhusejere
De nye regler betyder konkret, at kommuner kan komme med en indsigelse, som ministeren kan tage højde for, inden der kan meddeles forundersøgelsestilladelse. Indsigelsesretten vil gælde for kystnære havmøller tættere end otte km fra kysten.
Hidtil har kommunerne kunnet afgive høringssvar som led i myndighedshøringen, men et høringssvar mod projektet har skullet begrundes særligt for at kunne få betydning i forbindelse med behandling af ansøgningen.
Købsretsordningen, der giver lokale borgere ret til at købe andele i kystnære mølleprojekter, vil samtidig blive udvidet til også at gælde lokale sommerhusejere.
Det forventes, at ændringerne træder i kraft pr. 1. januar 2017.
Fakta om lovændringerne
- Der indføres en betinget kommunal indsigelsesret. At indsigelsesretten er betinget betyder, at der kan være tilfælde, hvor en kommune ikke ønsker en kystnær havvindmøllepark, men hvor parken alligevel bør opstilles på grund af fx nationale hensyn.
- Hvor det før var Energistyrelsen der traf beslutninger om åben-dør-projekter, er det fremadrettet energi-, forsynings- og klimaministeren.
- Hvis en kommune gør indsigelse, skal sagen forelægges Folketingets energi-, forsynings- og klimaudvalg, inden ministeren træffer afgørelse.
- Køberetsordningen, som giver lokale borgere mulighed for at købe ejerandele i vindmølleprojekterne, udvides til også at omfatte sommerhusejere
- Grøn ordning, som giver kommuner mulighed for at søge om tilskud til initiativer, som kommer borgerne til gode, udvides til også at omfatte kystnære havmøller i åben-dør-ordningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.