Det kommunale samarbejde mellem Morsø og Thisted Kommuner om driften af Feggesundfærgen er ved at blive sprængt. (Arkivfoto)
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Morsø appellerer til Thisted om fortsat samarbejde om Feggesundfærgen

Et flertal i Thisted Kommunes økonomiudvalg anbefaler at træde ud af færgesamarbejdet, men der er fejl i beslutningsgrundlaget, lyder det fra Morsø.
27. JAN 2026 7.11

MORSØ / THISTED: En samlet kommunalbestyrelse i Morsø Kommune følger med bekymring, at Thisted Kommune lægger op til at træde ud af det fælleskommunale samarbejde om Feggesundfærgen. Forbindelsen spiller en vigtig rolle for den samlede sammenhængskraft i Nordvestjylland, lyder det fra Morsø.

- Den har betydning for arbejdspladser, bosætning, erhvervsliv, kulturhistorie, infrastruktur og den samlede udvikling i vores del af Nordvestjylland. Derfor er det her en sag, som bekymrer hele kommunalbestyrelsen i Morsø, siger borgmester Jens Dahlgaard (S).

- Samtidig er det også en sag, hvor jeg håber, at vi fortsat kan finde løsninger sammen med Thisted. Vores samarbejde over fjorden er både historisk og vigtigt – og det bør vi værne om, nu og i fremtiden, tilføjer han.

Tirsdag har kommunalbestyrelsen i Thisted sagen på dagsordenen og beslutter her, om kommunen skal træde ud af selskabet Mors-Thy Færgefart, der driver Feggesundoverfarten. Færgen sejler mellem Nord Mors og Hannes tre gange i timen, og turen tager ca. 5 min.

Fejl i beslutningsgrundlaget

Af indstillingen til kommunalbestyrelsesmødet fremgår det, at den nuværende færge sat ind i 2012 har stabil drift og god kapacitet, men at passagertallet de sidste ti år mellem 2015 og 2025 er faldet med ca. 25 pct. Tilsvarende er antallet af personbiler med færgen faldet ca. 38 pct. 

Morsøs politikere mener dog, at deres kolleger i Thisted lægger op til at træffe deres afgørelse på et forkert beslutningsgrundlag, fordi tallene for passagerer og personbiler ikke er fuldstændige. Alle tal for fjerde kvartal 2025 er nemlig ikke med, påpeger Morsø kommunalbestyrelse.

Af dagsordenen til kommunalbestyrelsesmødet i Thisted fremgår det, at der i 2025 var 93.000 passagerer, men helårsopgørelsen viser 115.000 passagerer, påpeger Morsø Kommune. Når det gælder antallet af personbiler sidste år, så er tallet i Thisted-politikernes grundlag 45.591, mens helårsgrundlaget ifølge Morsø viser 56.262.

Fremgang i passagerer

Med de korrekte tal er der tale om en fremgang siden 2024 på ca 10 pct. og knap 8 pct for personbiler, lyder det fra Morsø.

- Der er igangsat en række tiltag for at styrke færgens drift og anvendelse, og flere af dem begynder først nu at slå igennem med. Derfor opfordrer vi til, at samarbejdet gives den nødvendige tid, så vi har haft mulighed for at se den fulde effekt af de indsatser, vi i fællesskab har sat i gang, siger formand for Morsøs Teknik- og Miljøudvalg Keld Kortegaard (K).

Morsø opfordrer nabokommunen til dialog om bl.a. "et fælles og retvisende datagrundlag" og muligheder for justeringer og videreudvikling af driften.

Appellen fra Morsø slutter med et håb om, at Thisted Kommune vælger at fastholde samarbejdet om Feggesundfærgen, "så parterne i fællesskab kan bygge videre på de indsatser, der allerede er sat i gang – til gavn for Mors, Thy og hele Nordvestjylland", som det hedder.

Morsø ejer 64 pct af færgeselskabet og Thisted Kommune 36 pct. Af dagsordenen til kommunalbestyrelsen i Thisted fremgår det, at Morsøs forventede tilskud til driften i 2026 vil være 4,1 mio. kr. mod 3,1 mio. i 2024, mens Thisteds andel i år vil være 2,3 mio. mod 1,7 mio. i 2024.

Mens et flertal af økonomiudvalget på fem ud af syv medlemmer altså indstiller til udtræden af færgeselskabet, så var der til gengæld på det seneste møde i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget et flertal på tre ud af fem medlemmer, der indstillede, at kommunen ikke træder ud. Det er S og SF, der ønsker at fastholde færgesamarbejdet. Kommunalbestyrelsen behandler sagen tirsdag aften.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/morsoe-appellerer-til-thisted-om-fortsat-samarbejde-om-feggesundfaergen

GDPR