
Fem kommuners protest mod et forslag fra Naturstyrelsen om vandforsyning af hovedstadsområdet kunne ikke følges i Natur- og Miljøklagenævnet.
'Vi vil gerne lade kommuner i hovedstadsområdet hente vand hos os. Men vi vil som ansvarlige kommuner selv bestemme, hvor meget vand, de henter.' Sådan sagde daværende Køge-borgmester Marie Stærke (S), da sagen var oppe tilbage i 2013.
De fem sjællandske kommuner holdt sig til, at de er vandforsyningsmyndigheder, der skulle give HOFOR tilladelse til at indvinde vand hos dem - og hvor meget. Men et forslag til kommuneplantillæg fra Naturstyrelsen lagde op til, at det skal besluttes centralt, hvor meget vand, HOFOR får lov at pumpe op.
Men nu har nævnet tygget på sagen - og har ikke kunnet give medhold i klagerne, så Naturstyrelsens afgørelse står således ved magt.
Ikke erstatning, men vægtigt hensyn
Konklusionen i Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er, at Naturstyrelsen kan 'fastsætte den påklagede retningslinje 8.1 om den regionale vandindvinding, og at kommunerne har pligt til at inddrage kommuneplantillæggets retningslinje i deres samlede skønsmæssige afvejning af hensyn efter vandforsyningsloven, når kommunerne efterfølgende skal træffe de konkrete afgørelser om indvindingstilladelser. Men kommuneplantillægget og styrelsens faglige vurdering træder ikke i stedet for kommunernes konkrete sagsbehandling af indvindingstilladelser.'
Sammenfattende er det derfor Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at Naturstyrelsens faglige vurdering af indvindingsmængderne – hvori der bl.a. også ligger en afvejning af hensyn, der rækker ud over den enkelte kommunes administrative grænse – skal indgå som et vægtigt hensyn i kommunernes efterfølgende administration efter vandforsyningsloven.
Plantillægget vedrører indvindingen i 27 kommuner.
Afgørelsen kan ses her NMK-34-00495/NMK-33-03116
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.