
VESTHIMMERLAND: Som den første nordjyske kommune vil Vesthimmerland nu have styr på, hvor store mængder urenset kloakvand der ryger ud i vandløb og Limfjorden via såkaldte overløb under skybrud, og efterfølgende gøre noget ved det. Det skriver Nordjyske.
- Det er faktisk grotesk. Hverken kommuner eller forsyningsselskaber skal registrere, hvor meget det drejer sig om. Det eneste, man skal gøre, er at sættes et kryds på et stykke papir, som fortæller, at den dag var der overløb. Og så er der ikke mere i det. Det kan vi gøre bedre, selvom det ikke er et lovkrav, siger Allan Ritter (K), der er formand for kommunens tekniske udvalg.
Hver gang der er skybrud, hvilket sker oftere og oftere på grund af klimaforandringer, har kommunerne lov at sende spildevand udenom rensningsanlæggene direkte ud i vandløb eller i havet via såkaldte overløbsbygværker, hvor kun større dele som fx toiletpapir fjernes via et mekanisk filter. Det er tilladt for at undgå, at spildevandet stuver baglæns op i de tilkoblede ejendomme og veje og for at skåne rensningsanlægget for overbelastning, fremgår det af Miljøstyrelsens hjemmeside.
Over 4.000 overløbsværker
Ifølge styrelsen var der i 2020 godt 4.200 overløbsbygværker i Danmark. Overløbene er jævnligt skyld i badeforbud efter skybrud på grund af for mange colibakterier. Desuden giver spildevandet øgede mængder alger og dermed risiko for iltsvind, ligesom muslinger, fisk og fauna påvirkes.
Vigtigste middel til at undgå overløb er, at kloakker og renseanlæg er dimensioneret til at kunne klare de kraftige regnskyl, og/eller at regnvand og spildevand adskilles via separatkloakering. Det sidste er Vesthimmerland allerede langt med.
- Men nu indfører vi målingerne for at få facts på bordet - og så skal opfordringen da være, at de øvrige kommuner i Nordjylland også får indført målinger på, hvordan det egentlig ser ud, når der er overløb. At nøjes med et kryds på et stykke papir er lige sølle nok, siger Allan Ritter til avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.