AARHUS: Otte ud af ti indkommende opkald til callcentret i Aarhus Kommunes Byggesagsafdeling bliver afklaret med det samme. Det sparer ressourcer i resten af afdelingen, og det har betydet, at der siden oktober 2015 er afsluttet næsten 2.000 gamle byggesager sideløbende med den daglige sagsbehandling af nyindkomne sager.
Det er de vigtigste resultater af en række omfattende ændringer i organisationsstrukturen og sagsbehandlingsprocedurerne, som Byggesagsafdelingen iværksatte i juni 2014. Baggrunden var en behandlingstid for indkomne byggeansøgninger blandt landets længste med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 68 dage og en pukkel på 4.000 uafsluttede byggeansøgninger.
For at løse problemerne øgede afdelingen staben med 30 pct. og etablerede callcenteret, som modtager alle henvendelser og svarer på spørgsmål. Her håndteres uopfordrede henvendelser, der vedrører alt lige fra spørgsmål om sagsbehandlingstid, relevant materiale eller ønsker om forhåndsgodkendelser. Kun to ud af ti henvendelser kan ikek klares med det sammen og sendes videre til specialiserede medarbejdere.
Afdelingen er blevet inddelt i specialiserede teams med hver deres ansvarsområde, så sagsbehandlingen varetages af netop de fagspecialister, der kender til det specifikke område:
- Vi har for eksempel en specialfunktion, som skal tage sig af de særligt komplicerede erhvervssager, der typisk har meget lange sagsforløb. Oprettelsen af den specialfunktion har resulteret i, at vi i januar 2015 var 57 procent bedre end kommunens servicemål på de sager, der er kategoriseret som de mest komplekse. Det er blandt andet de helt store byggeprojekter, som dem vi ser på Aarhus Ø og i Skejby, fortæller centerchef for Miljø og Energi, Claus Nickelsen.
- Siden januar har vi reduceret den gennemsnitlige sagsbehandlingstid med 32 pct. Det betyder, at Aarhus Kommune nu ligger 30 pct. under landsgennemsnittet, tilføjer han.
mk
Fakta om byggesagsbehandlingen
- En kompleks udvikling af aarhusianske byggeprojekter har udfordret byggesagsbehandlingen i Aarhus Kommune, der hverken var organisatorisk eller ressourcemæssigt rustet til at følge med.
- Udfordringen resulterede i en stor ophobning af uafsluttede sager, der udgjorde omkring 4.000 i august 2014.
- Den 1. juni 2014 gennemgik Teknik og Miljø i Aarhus Kommune en omfattende organisationsomlægning med henblik på at optimere vilkårene for en bedre byggesagsbehandling
- Byggeri er i dag organiseret i specialteams for store projekter, typehuse samt juridisk service. Afdelingen etablerer aktuelt flere specialteams.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.