dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Reglerne for klapning er "gennemhullede", mener miljøordfører for Venstre Jacob Jensen. Miljøministeren lægger nu op til at stramme dem.
Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Regeringen vil stramme reglerne for dumpning af havslam

Lea Wermelin (S) ønsker at gribe ind over for dumpning i hele landet og ikke kun i forbindelse med den kunstige halvø Lynetteholm i Københavns havn.
30. APR 2022 9.21

Regeringen får ikke svært ved at finde flertal for at stramme regler for dumpning, skriver Politiken.
Miljøminister Lea Wermelin (S) lægger op til at stramme reglerne for at dumpe forurenet havneslam i havet.

Det gælder ikke kun i Københavns havn. Her lød den oprindelig plan, at der skulle dumpes to millioner ton let forurenet slam i Køge Bugt fra opførelsen af byggeprojektet Lynetteholmen.

Regeringen er nu i gang med at søge alternativer til dumpningen.

Dumpningen i Køge Bugt adskiller sig ikke fra, hvad der foregår i resten af landet, selv om mængderne er store, skriver Politiken.

84 pladser i danske farvande er udpeget som områder for dumpning af slam, også kaldet klapning.

- Vi ønsker at stramme de generelle regler. Vi skal kigge på, hvor man klapper henne, og at man sikrer sig, at det er natur- og miljømæssigt forsvarligt, siger Lea Wermelin til avisen.

DN: På høje tid

Hun nævner som eksempel de steder, hvor vandet ikke er tilstrækkelig dybt, og hvor dumpningen kan skade ålegræs. Derudover afviser ministeren at gå i detaljer med stramningerne. De skal aftales i politiske forhandlinger, som netop er startet.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er på høje tid, at regeringen strammer reglerne for dumpning. Ifølge foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, er det alt for tilfældigt, hvor det er tilladt at dumpe slam i dag.

Politiken skriver, at regeringen ikke får svært ved at finde et flertal for stramningerne. Dem har støttepartierne nemlig støttet længe.

Hos Venstre har man ifølge miljøordfører Jacob Jensen for over et år siden bedt om en gennemgang af reglerne for klapning, som han kalder "gennemhullede".

Fra 2013 til 2020 er omkring 21 millioner ton havbund blevet dumpet i danske farvande ifølge Politiken.

Man kender ikke de miljømæssige eftervirkninger af dumpningerne, da det aldrig er blevet undersøgt.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/regeringen-vil-stramme-reglerne-for-dumpning-af-havslam

GDPR