dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Demonstration mod skifergas foran rådhuset i Frederikshavn. Foto: Charlotte de la Fuente, Polfoto

Skifergas-oplysere går til ombudsmanden

På baggrund af at borgmester Birgit Hansens (S) følte sig presset til at tillade prøveboring, går Netværk til oplysning om skifergas nu til Ombudsmanden. Og udvalgsformanden savner ministeren
14. JUL 2014 13.37

FREDERIKSHAVN: I sidste uge skrev Jyllands-Posten under overskriften 'Styrelse pressede kommune', at Frederikshavn Kommunes tilladelse i juni til den franske energigigant Total at lave en kontroversiel prøveboring efter skifergas, kom efter at Energistyrelsen havde lagt et helt usædvanligt pres på kommunen.

Det fortalte borgmester Birgit S. Hansen (S), og Energistyrelsen beklager ifølge avisen nu forløbet. På den baggrund har det nye Netværk til oplysning om skifergas, NOS, kontaktet folketingets ombudsmand, for at få ombudsmanden til at vurdere, om Energistyrelsen er gået over stregen.

- Det er stærkt problematisk, hvis en styrelse har presset en lokal myndighed til at slække på miljøkravene, siger Carsten Cederholm, formand for NOS, der ikke mener, at kommunens Vurdering af Virkning på Miljøet (VVM) er fyldestgørende nok og bl.a. finder det kritisabelt, at det er energiselskabet Total selv, der, via deres konsulent Rambøll, har udarbejdet kommunens VVM og draget konklusionerne i forhold til miljøet.

- Den VVM, Total har fået udarbejdet, er meget mangelfuld. Fx står der ikke, hvilke kemikalier Total vil bruge til efterforskningsboringen, og man ser kun på den første prøveboring. Hvis kommunen er blevet presset af Energistyrelsen til at lade en mangelfuld VVM gå igennem, bør ombudsmanden gribe ind, mener Carsten Cederholm.

Ministeren bør komme
Ifølge Kanal Frederikshavn har Anders Brandt Sørensen (S), der er formand for Plan- og Miljøudvalget, en noget anden opfattelse af forløbet:
- Birgit stod netop imod presset i 2013. En prøveboring efter skifergas kræver ingen VVM-redegørelse. Alligevel valgte et flertal i byrådet at forlange en VVM-redegørelse. Det viser i mine øjne, at Birgit og de andre byrådspolitikere kæmpede bravt mod stærke kapitalinteresser, siger Anders Brandt Sørensen, som ikke selv var medlem af byrådet i 2013.

Til netavisen siger han, at Socialdemokraterne ikke er overbeviste tilhængere af skifergas:
- Men vi passer vores arbejde og udfører vores opgaver som myndighed. Det er staten, som har givet grønt lys til at bore efter skifergas i Danmark. Men dumper projektet miljømæssigt, er vi ikke længere med.

Han opfordrer desuden klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) til at komme til Dybvad og deltage i et borgermøde. Ministeren har takket nej til én invitation, og det skuffer Anders Brandt Sørensen. Han mener, at særligt borgerne i Dybvad har krav på, at ministeren kommer på besøg.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/skifergas-oplysere-gaar-til-ombudsmanden

GDPR