dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fiskene forsvinder og havmiljøet hænger i en tynd tråd. Derfor er flere borgmestre utålmodige med at få en konkret beslutning fra regeringen om, hvad det betyder, at Lillebælt og Øresund er blevet marine naturnationalparker.
Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Syv borgmestre savner handling fra miljøministeren

To år efter at man udpegede Lillebælt og Øresund som marine naturnationalparker, har regeringen stadig ikke meldt ud, hvad titlen konkret skal betyde.
5. APR 2024 15.40

Det tager tid for regeringen at finde ud af, hvad det helt konkret betyder, at Lillebælt og Øresund i december 2021 blev udpeget som såkaldte marine naturnationalparker. 

To år efter har de involverede kommuner ikke fået at vide, hvad titlen som marin naturnationalpark indebærer. I en pressemeddelelse skriver de syv borgmestre i Køge Bugt Alliancen, at de håber, miljøminister Magnus Heunicke (S) snart træffer en beslutning.

I forbindelse med finansloven for 2022 besluttede aftalepartierne på Christiansborg, at der frem mod 2025 skulle afsættes 10 millioner kroner årligt til naturfremmende indsatser i forbindelse med de to marine naturnationalparker. Det var også en del af aftalen, at trawlfiskeri i Lillebælt skulle forbydes.

Men med regeringsskiftet blev beslutningen om trawlfiskeri udskudt. Og med under et år til 2025 har kommunerne heller ikke set noget til millionerne endnu.

"Havmiljøet har det elendigt"

Tirsdag skrev Fyens Stiftstidende, at lokalpolitikere fra de tre lillebæltkommuner Kolding, Fredericia og Middelfart er blevet godt utålmodige.

- Vi ved, fiskene er væk, og vi ved, at havmiljøet har det elendigt. Vi ved, hvad der skal til for at forbedre det. Så der er ingen grund til at nøle. Det er kun at få arbejdstøjet på, sagde byrådsmedlem i Kolding og Naturpark Lillebælts formand Jørn Chemnitz (SF) til mediet.

Samme ønske om at miljøministeren snart melder klart ud, har borgmestrene fra nogle af de kommuner, der er omfattet øresundsprojektet.

- Vi håber meget, at miljøministeren snarest træffer en beslutning om afgræsningen og indholdet af den marine nationalpark for Øresund, så arbejdet med genopretning og beskyttelse af bugten for alvor kan komme i gang, lyder opfordringen fra de syv borgmestre i Køge Bugt Alliancen.

Alliancen består af Køge, Stevns, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby kommuner.

Regeringen er igang

DK Nyt har bedt Magnus Heunicke svare på, hvorfor der to år efter beslutningen om at gøre Lillebælt og Øresund til marine naturnationalparker ikke er meldt klart ud med konkrete retningslinjer til de omfattede kommuner. Ministeren er også blevet bedt om at svare på, hvornår kommunerne kan forvente, at trawlfiskeri i Lillebælt forbydes.

I skriftligt svar skriver miljøministeriet til DK Nyt:

"Miljøministeriet oplyser, at regeringen er ved at afklare koncept for og afgrænsning af de marine naturnationalparker. De marine naturnationalparker og midlerne til naturfremmende indsatser bliver udmøntet, når partierne i de kommende forhandlinger om fremtidens fiskeri har aftalt, hvorhenne der fremover skal beskyttes mod bundtrawl."

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/syv-borgmestre-savner-handling-fra-miljoeministeren

GDPR