
KØBENHAVN: I årevis har cyklister og buspassagerer skældt hinanden hæder og ære fra for dårlig opførsel ved byens busstoppesteder.
Én ting er, at både cyklister og buspassagerer har svært ved at huske reglerne for, hvem der skal holde tilbage for hvem.
For hvordan er det nu? Hvis der er cykelsti og ingen helle til passagererne, hvem skal så holde tilbage? Og hvem har ret til hvad, hvis der faktisk er en helle?
Det problem kan løses ved, at cyklister og buspassagerer lærer reglerne at kende.
Noget andet er, at mange steder er det ikke muligt at lave heller til passagererne, fordi de københavnske veje er for smalle. Og når pladsen er trang, resulterer det for ofte i konflikter eller ligefrem sammenstød, når buspassagerer træder ud på cykelstien. Landet første virtuelle bushelle skal være med til at løse det problem, oplyser Københavns Kommune.
Bedre flow og større tryghed
Den virtuelle bushelle fungerer i korte træk ved, at et felt med fodgængersymboler bliver projiceret ned på cykelstien ved hjælp af LED belysning, kort før bussen ankommer, og slukker igen, når bussen er kørt.
Lidt som når en bom går ned, ved en togbaneoverskæring, dog uden en decideret afspærring.
På den måde bliver der reserveret midlertidig plads på cykelstien til passagerne, når de er stået af bussen.
Det skal være med til at skabe et bedre flow på cykelstierne og større tryghed for både passagerer og cyklister, fortæller teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):
- Hverken buspassagerer eller cyklister kan være tjent med, at det er uklart, hvem der skal holde tilbage for hvem. På denne måde bliver cykelstien indskrænket en smule, men kun når bussen holder der.
Helle stå, sti gå
Teknik- og miljøforvaltningen forventer, at den første virtuelle bushelle er klart til næste år.
Afprøvningen af den virtuelle helle sker i et samarbejde mellem Sekretariatet for Supercykelstier og Københavns Kommune, som har fået bevilliget 1,8 mio. kr. af Statens Cykelpulje. Pengene skal bruges til at anlægge, teste og evaluere de virtuelle busheller på én eller to supercykelstier i Hovedstaden.
Er man forøvrigt i tvivl, fungerer reglerne for heller ved busstoppesteder således:
Hvis der er et helle, skal buspassagerer blive stående på dette, mens cyklister har forkørselsret.
Hvis der ikke er noget helle, men passagererne træder direkte ud på cykelstierne, skal cyklisterne holde tilbage.
En virtuel bushelle af fx LED-lys etableres som en dynamisk afmærkning på cykelstier, hvor det ikke er muligt at etablere busperroner pga. pladsmangel.
Teknologien kan også bruges andre steder fx ved at udvide en cykelsti i en afgrænset periode, hvor der er stor trængsel.
Ifølge Københavns Kommune cykler københavnerne 1.270.000 km om dagen til sammen. Samtidigt tager 65.000 personer dagligt bus 5A.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.