Ung mand forsvundet efter bytur i Aalborg natten til fredag
En 21-årig mand har været væk i over et døgn efter en bytur i Aalborg, og politiet har udsendt efterlysning.
En 21-årig mand er forsvundet efter en bytur i Aalborg natten til fredag.
Nordjyllands Politi har lørdag morgen udsendt en efterlysning af den unge mand, der sidst blev set på Toldbod Plads i Aalborg omkring klokken 01 natten mellem torsdag og fredag.
Den forsvundne mand, Oliver, beskrives som almindelig af bygning og med mørkt hår. Han bærer briller.
Politiet oplyser, at han var iført en mørk uldfrakke og brune sko. I første omgang lød det, at han var iført sorte bukser, men det har politiet senere rettet til lyseblå jeans.
Nordjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der efter klokken 01 natten mellem torsdag og fredag har set den forsvundne Oliver.
- Har man efter klokken 01.00 natten mellem torsdag og fredag set Oliver, så ring 114, skriver politiet på Twitter.
Politiets vagtchef Poul Fastergaard fortæller, at de nu prøver at få kigget overvågningskameraer igennem. Desuden er en større eftersøgning sat i gang af pårørende.
- Hvis nogen træffer ham, håber vi, at de ringer, siger vagtchefen.
Toldbod Plads er tæt på Limfjorden, men politiet kan ud fra deres nuværende oplysninger hverken få be- eller afkræftet, om han er gået mod vandet. Derfor er der ikke sat en søgning i gang i vandet.
Politiet har ikke mistanke om, at der er sket en forbrydelse.
/ritzau/