

Danmark er torsdag blevet dømt ved EU-Domstolen i Luxembourg for smøl med at vedtage de såkaldte vandplaner.
Allerede i december 2009 skulle den danske lovgivning have været på plads, så vi kunne efterleve EU's vandrammedirektiv. Det kræver, at åer, søer, kystnære farvande og grundvand i 2015 skal være i god økologisk tilstand.
Men først i sidste uge kunne regeringen meddele EU, at vandplanerne nu omsider er en realitet. Det skulle være sket allerede den 22. marts 2010.
EU har tabt tålmodigheden
Det var EU's afgående miljøkommissær, Janez Potocnik, der i februar 2014 tabte tålmodigheden med Danmark og indbragte regeringen for EU-Domstolen.
- Forsinkelse af planerne kan betyde, at man ikke opnår den ønskede vandkvalitet, lød miljøkommissærens begrundelse.
Der er flere årsager til den voldsomme forsinkelse. VK-regeringen trak udarbejdelsen af vandplanerne i langdrag efter stærke protester fra landbruget, og EU-Kommissionen reagerede med den første advarsel - en såkaldt åbningsskrivelse - den 4. juni 2010.
Ingen straf
Da SR-regeringen kom til i 2011, var planerne allerede flere år forsinkede. Den ny regering var så ivrig efter at få EU-lovgivningen på plads, at den gennemførte en høring med så kort svarfrist, at Natur- og Miljøklagenævnet pålagde regeringen til at begynde forfra.
Danmark bliver ifølge EU-Dommen ikke pålagt straf - bortset fra, at Kongeriget Danmark skal betale sagens omkostninger.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.