
KOLDING: Bestyrelsen i den skandaleramte energikoncern Ewii havde i går et af de lange møder, næsten ni timer for at være mere præcis. Mødet endte dramatisk, da en enig bestyrelse endte med at forkaste to kandidater og vælge en helt tredje.
Inden bestyrelsesmødet gik i gang var de to kandidater til posten Morten Hansen og Per Nielsen, og Jørn Limann havde flere steder udtalt, at han ikke havde ambitioner om formandsskabet. Han fik imidlertid opfordringer til at stille op, og en af betingelserne var, at han fik fuld opbakning fra bestyrelsen.
Det fik han, og i dag siger han til dknyt, at han regner med, at repræsentantskabet, som jo formelt skal vælge formand på tirsdag, er tilfreds med bestyrelsens forklaringer og handlinger oven på de meget negative historier og omtaler i pressen af Ewii de seneste måneder.
- Jeg håber repræsentantskabet kan se, at jeg er den rigtige kandidat, og med min erfaring kan få Ewii på rette spor. Det er jo kun for halvandet år, jeg skal være formand, da vi der har ordinært formandsvalg, siger Jørn Limann til dknyt.
Oprydning og ro
Han skal altså stå i spidsen for at rydde op efter de mange skandaler, der har præget Ewii siden maj, hvor en række afsløringer af kritisable forhold i ledelsen, og den 13. juni fratrådte koncernchef Knud Steen Larsen med omgående varsel i kølvandet på en række afsløringer af hans sammenblanding af koncernens og egne private investeringer, samt hans og familiens deltagelse i sponsorerede luksusrejser og oveni en skarp kritik af direktionens løn.
Den daværende bestyrelsesformand Middelfart-borgmester Steen Dahlstrøm (S) trak sig som formand den 12. juli ovenpå alle skandalerne.
På bestyrelsesmødet i går valgte man Jørn Limann bl.a. på grund af hans erfaring inden for både energiområdet og bestyrelsesarbejde i det hele taget.
- Min vigtigste opgave er at sørge for ro på bagsmækken, siger Jørn Limann til dknyt.
Hans svar på spørgsmålet 'Hvad er det første, du skal i gang med'?, lyder:
- Nu skal jeg lige vælges først.
Ewii's repræsentantskabsmøde er på tirsdag den 15. august, hvor den nye formand skal vælges, og desuden skal sagerne og den omfattende kritik i energikoncernen gennemgås.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.