dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Ole Lind, Polfoto.

Grundejere bør kunne låne til separatkloakering

Miljøministeren er på vej til at komme dårlige kloak-betalere på landet i møde. Men i Hillerød vil lokalpolitikere også have byernes grundejere med ind i den nye lov
18. JUN 2014 11.53

HILLERØD: Forleden kunne vi berette om, hvordan miljøminister Kirsten Brosbøl (S) med et nyt lovforslag i efteråret vil komme dårlige betalere på landet i møde. Det gælder specifikt grundejere, der ikke ser sig i stand til at betale for at komme med på den offentlige kloak - og i nogle tilfælde heller ikke kan låne penge til det.

Ministeren lægger op til, at det skal være muligt for forsyningsselskaberne at låne penge ud - at stå i forskud - til de tvangstilsluttede, der så kan få en lempelig tilbagebetalingsordning. 'Det er ingen forbrydelse at være fattig', lød det fra ministeren.

I Hillerød er der flere lokalpolitikere, der har fulgt nøje med i lovforslaget, for de havde håbet på, at også byernes grundejere, der nu skal i gang med separatkloakere, kunne komme med i samme omgang - og få en tilsvarende lånemulighed.

K-forslag afvist
Fra ministeriet lød det samtidig: 'Nogle kommuner er begyndt at stille krav om separatkloakering, hvor man skiller regnvand og spildevand ad, men det vil ikke blive dækket ind af regeringens kommende lovforslag. Separatkloakering er ikke begrundet i statslige krav med ønsket om at forbedre vandmiljøet, men en måde som nogle kommuner frivilligt vælger at håndtere regnvand på uden om kloaksystemet.'

Den melding får reaktioner fra Hillerød, hvor man gerne havde set byernes kloakproblemer tilgodeset. Først fra borgmester Dorte Meldgaard (K):

- Jeg synes, lovforslaget er fint nok for boligejere i landområderne, men jeg havde naturligvis gerne set, at det også gjaldt for boligejere i byerne. Vi har vedtaget en spildevandsplan på baggrund af forholdene i Hillerød, og separatkloakering i nogle af vores byområder er den bedste måde at løse udfordringerne på, både hvad angår miljø, klimatilpasning og helbred.

Det Konservative Folkeparti fremsatte tidligere på året et lovforslag, som ville give mulighed for økonomisk hjælp til grundejere - også i byområderne. Dette forslag var der desværre ikke flertal for i Folketinget.

Højt grundvandsspejl
Louise Colding Sørensen (S) er næstformand i Miljø- og Teknikudvalget og samtidig formand for Hillerød Forsyningsselskaber, og hun medgiver ministeren, at der ikke er krav om, at kommunerne skal separatkloakere, men peger på, at der derimod ligger krav om, hvor meget spildevand, kommunen må udlede pr. borger:

- Når man blander spildevand og regnvand, bliver det hele til spildevand og skal renses, inden det må udledes til åer og vandløb. I Hillerød (og andre kommuner) ligger grundvandsspejlet meget tæt på overfladen, hvilket gør, at vi mange steder har svært ved at nedsive regnvand - særligt under ekstremregn.

- Derfor har vi mere overfladevand, der løber ned i vores kloakker, hvilket derfor igen giver mere spildevand. Separatkloakering sikrer, at når der ved ekstrem regn sker overløb, vil det alene være regnvand, der løber over, og det søges så ledt hen til grønne arealer, der kan tåle lidt ekstra vand fx hvert femte år. Derfor har vi valgt, at vi er nødt til at separatkloakere visse steder i Hillerød.

Langtidssikret
- At sammenligne kommuner på kloakforhold er altså derfor ikke rimeligt. Derfor bør det også være muligt for borgerne at låne af forsyningsselskaberne til separatkloakering på egen grund. Det har ellers hidtil været helt umuligt, men jeg ser en åbning i ministerens lovforslag og kunne godt tænke mig at tale med hende om vigtigheden af, at separatkloakering også kommer med ind i lovforslaget, således at det bliver muligt for helt almindelige borgere at låne til separatkloakering, for så at betale tilbage over vandregningen, fx over 10 år, lyder det fra Louise Colding, der også er S-gruppeformand i byrådet.

- At separatkloakere er den langtidssikrede og miljømæssigt holdbare løsning, da man ved almindelig kloakering faktisk er med til at producere spildevand ud af forholdsvis rent regnvand.

- Desuden mener jeg ikke, at det behøver at koste noget for fællesskabet, da der jo er tale om et lån, der gør det lettere at være borger. Med en generel mulighed for at låne til separering, ville mange problemer være løst.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/grundejere-boer-kunne-laane-til-separatkloakering

GDPR