

ODENSE: Lavere hastigheder på vejene i Odense by og et ønske om at sænke hastigheden på motorvejstrækningen gennem Odense Kommune til 90 km/t. er bare nogle af punkterne i en mobilitetsplan, som byrådet vedtog i juni. Planen skal være med til at gøre Odense Kommune CO2-neutral inden 2030.
De første tiltag med lavere hastigheder inde i Odense by forventes allerede at træde i kraft i det nye år, mens det er Staten, der skal godkende hastighedsnedsættelsen på motorvejen. Men det har transportminister Thomas Danielsen (V) indtil videre afvist.
Nu kritiserer den liberale tænketank Cepos mobilitetsplanen. Ifølge tænketankens beregninger vil de lavere hastigheder medføre en regning på omkring 400 mio. kr., da bl.a. bilister skal bruge længere tid i trafikken hver dag.
- Det er en dårlig idé at sænke hastigheden, fordi der er et kæmpe misforhold mellem de samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster. Det er meget, meget dyrt at begrænse CO2-udledningen på den her måde, siger analysechef Otto Brøns-Petersen til Fyens Stiftstidende.
Kritikken gør ikke et synderligt indtryk på klima- og miljørådmand Tim Vermund (S), som forsvarer kommunens mobilitetsplan.
- De (Cepos, red.) sidder fast i en måde at tænke byplanlægning og regnskabsmodeller fra det forrige århundrede, da det bare handlede om at skabe så mange og så brede motorveje som muligt. De trænger til at få øjnene lidt op fra lommeregnerne, at komme væk fra de liberalistiske lærebøger og komme lidt ud i virkeligheden, siger han til Jyllands-Posten.
Opbakning til mobilitetsplanen er smuldret
I august meldte de to Odense-rådmænd Tommy Hummelmose (K) og Christoffer Lilleholt (V) pludselig ud, at de vil have ændret i kommunens nye mobilitetsplan.
De to rådmænd stod begge bag planen i juni, da den blev vedtaget, men bl.a. voldsom utilfredshed i det konservative bagland medførte, at Tommy Hummelmose to måneder efter vedtagelsen vendte 180 grader og kaldte beslutningen om den nye mobilitetsplan for "decideret dum".
På trods af rådmændenes pludselige modstand er der dog ikke ændret i mobilitetsplanen, som stadig står til at blive udført. Og Odense står ikke alene med ønsket om at sænke hastigheden på motorvejen. Kommunen bakkes op af Middelfart og Nyborg ligesom et lignende ønske i Hovedstadsområdet er blevet fremført af 12 borgmestre på den anden side af Storebælt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.