Randers’ miljøtilsyn skal bedres i samarbejde med region og Miljøstyrelsen
RANDERS / MIDTJYLLAND: Randers Kommune og Region Midtjylland har onsdag foretaget et fælles tilsyn på Nordic Waste ved Ølst, og på et opfølgende møde skal det aftales, hvem der tager sig af hvad i forhold til de observationer, der gøres. Det fremgår af en orientering fra den politiske følgegruppe i byrådet.
Regionen er råstof- og jordforureningsmyndighed og ifølge jordforureningsloven og råstofloven forpligtet til at bringe ulovlige forhold til ophør, medmindre de er af underordnet betydning. Der er imidlertid i de to love ikke vedtaget nærmere regler om tilsynets udøvelse, omfang og tilrettelæggelse.
Efter det fælles tilsyn onsdag forventer regionen snarest, når der er tilstrækkelig viden, at lokalisere de arealer, hvor der kan have været aktiviteter, der skal vurderes efter jordforureningsloven.
Fremover vil regionen og Randers Kommune også samarbejde om et fælles overblik over Nordic Waste-området, og parterne er ved at afklare mulighederne for at dele de oplysninger, der er omfattet af kommunens politianmeldelse af virksomheden, så de kan bruges af regionen til dens tiltag.
Ændret kommunal indsat
I forhold til kommunens eget tilsyn, der ad flere omgange har været kritiseret, har kommunen lånt to medarbejdere fra Aarhus Kommune, der nu gennemgår Randers Kommunes tilsynsførelse på miljøområdet de seneste år, fremgår det af den seneste orientering fra den politiske følgegruppe.
Forvaltningen vil derefter udarbejde et overblik over status på de udarbejdede tilsynsrapporter og miljøgodkendelser, der vil blive præsenteret til sommer.
Derudover skal der indføres kvalitetsledelse i tilsynsarbejdet og laves kvalitetsstandarder, og der skal ansættes to nye tilsynsmedabejdere.
En samarbejdsaftale med Miljøstyrelsen betyder også etableringen af en ny projektorganisation, der tager udgangspunkt i tre indsatser:
- Dialog på strategisk niveau. Her vil Miljøstyrelsen deltage i kommunens strategiske samarbejdsforum og bidrage med vejledning.
- Én indgang til Miljøstyrelsen. Her etableres der én indgang for Randers Kommune til Miljøstyrelsen.
- Vejledning i forhold til juridiske og miljømæssige spørgsmål. Herunder fortolkning af miljølovgivningen, håndtering af vandløbsomlægning, spildevand og jordforurening inklusiv analyser af jord - samt påvirkning af overfladevand og grundvand. Derudover understøttelse af kommunen bl.a. i forhold til løsninger for Vissing bæk samt i mulighederne for at placere jord.
I forhold til den operationelle organisation er det fortsat kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, der er i toppen af ledelsen. Lige under ham skal der ved ekstern ansættelse være en projektchef, der under sig så har sekretariat samt sektionslederne af henholdsvis vand, jord og skadested.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.