dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Slagelse får medhold i stoplov-sag

Forsyningssekretariatets afgørelser om vejbidrag gælder ikke, men der kommer dog ingen erstatning til kommunen, efter KL lagde sag an mod Forsyningssekretariatet
13. FEB 2015 13.24

SLAGELSE: Østre Landsret har afgjort en sag om, hvorvidt Forsyningssekretariatet måtte gribe ind over for kommunernes betaling for afledning af vand fra de kommunale veje - det såkaldte vejbidrag.

Som udgangspunkt siger reglerne, at en kommune skal betale op til 8 pct. af spildevandsselskabets anlægsomkostninger ved en given kloakering. Men i den pågældende sag havde Slagelse Kommune fastsat vejbidraget til 6 pct.

Sagen udspringer af, at Forsyningssekretariatet tidligere har afgjort, at 71 danske kommuner betalte for lidt i vejbidrag til de lokale spildevandsselskaber i perioden 2007-2011. Sammenlagt vurderede Forsyningssekretariatet, at kommunerne betalte cirka 385 mio. kr. for lidt i perioden fordelt på godt 300 sager. To af sagerne vedrørte Slagelse Kommune.

Dét faldt KL for brystet, som på vegne af blandt andet Slagelse lagde sag an mod Forsyningssekretariatet. KL ønskede, at Forsyningssekretariatets tidligere afgørelser blev underkendt. Afgørelserne har medført, at Slagelse Kommune er blevet trukket i bloktilskud fra staten.

'Dommen begrænser vores muligheder'
Den afgørelse er man ikke glad for hos Forsyningssekretariatet:

- Det her er et vigtigt og principielt område for os. Det har hele tiden været vores opfattelse, at Forsyningssekretariatet har til opgave at føre tilsyn med, at kommunerne ikke uretmæssigt trækker penge ud af vandselskaberne, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen.

- Dommen fra Østre Landsret begrænser vores muligheder for at gribe ind, så nu vil vi nærlæse dommen, og tage stilling til, om vi vil anke den til Højesteret.

Lidt godt kom der dog ud af afgørelsen for sekretariatet. Det er nemlig frifundet for at skulle betale erstatning til kommunen.

Kommunerne bestemmer selv
Kommunerne fastsætter selv størrelsen på det såkaldte vejbidrag, som de betaler til spildevandsselskaberne. Vejbidraget skal afspejle de omkostninger, der er forbundet med at aflede vand fra kommunens veje til kloakkerne.

Den enkelte kommune indberetter hvert år rådighedsbeløb til Forsyningssekretariatet, der skal godkende indberetningen. Det følger af stoploven, der gælder for kommuner, der ejer vand- og spildevandsforsyninger.

På baggrund af sagens konkrete omstændigheder fandt landsretten, at Forsyningssekretari­atet kunne tage hensyn til en kom­munes fast­sættelse af vejbidraget i henhold til betalingsloven.

Sagen blev sendt til Landsretten, fordi Retten i Næstved fandt den principiel.


SK Forsyning, overtog i 2009 Slagelse Kommunes spildevandsanlæg. Siden 2007 har kommunens årlige fastsættelse af vejbidraget udgjort 6 pct. af udgifterne til kloakanlæg. Retten har ikke kunnet finde nærmere oplysninger om, hvorvidt betingelserne for overtagelsen skulle have nogen sammenhæng med eller på anden måde være indgået i aftalen om SK Forsynings overtagelse af spildevands­anlæggene.

‘I hvert fald under disse omstændigheder, og hvor der ikke i forarbejderne til stoplo­ven er nævnt noget om løbende ydelser som f.eks. det årlige vejbidrag, der fastsættes ensidigt af kommunen og ikke af forsyningsselskabet, finder landsretten, at Forsy­ningssekretariatet ikke i medfør af § 5 i stoploven ved godkendelsen af indberettede rå­dighedsbeløb kan anse en eventuel for lav fastsættelse af vejbidraget, der er fastsat efter betalingsloven, for en uddeling, der kan indgå ved godkendelsen af rådigheds­beløbet. Landsretten tager derfor Slagelse Kommunes påstand om ugyldighed til følge,' står der i afgørelsen.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/slagelse-faar-medhold-i-stoplov-sag

GDPR