
SLAGELSE: Klima- og miljøudvalget i Slagelse udskød tidligere på måneden en fornyelse af miljøgodkendelsen til virksomheden RGS Nordic, der modtager millioner af liter forurenet spildevand fra bl.a. den norske olieindustri, behandler det og pumper det ud i havet ved Agersø Bugt. Formålet med udskydelsen var at få den spegede sag fuldt afdækket af et eksternt advokatfirma.
Sirius Advokater er nu kommet med den ønskede vurdering. Den konkluderer, at den vejledning, kommunen har fået fra Miljøstyrelsen om miljøgodkendelsen, næppe er i overensstemmelse med hverken EU-reglerne eller Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis på området. Det samme gælder en bekendtgørelse fra Miljøministeriet.
Begge instanser har vejledt om, at man godt kan acceptere såkaldte blandingszoner, hvor normale miljøkrav overskrides i et afgrænset område, men den vejledning er altså ifølge advokatfirmaet tvivlsom.
Hvis Slagelse vedtager miljøgodkendelsen, som den ligger med tilladelse til blandingszoner, er der derfor stor sandsynlighed for, at den vil blive ophævet og tilbagesendt fra klagenævnet, vurderer advokaterne derfor.
Som tidligere omtalt har også førende eksperter sået tvivl om lovligheden af RGS Nordics tilladelse til at udlede spildevandet, ligesom det har vist sig, at Miljøstyrelsen holdt et notat tilbage om, at styrelsen selv vurderede det samme.
Ingen klar løsning
Det er imidlertid ikke åbenlyst, hvad kommunen kan gøre i stedet for at vedtage en miljøgodkendelse med blandingszoner, fremgår det af advokatrapporten.
Kommunen kan vælge at udstede en miljøgodkendelse uden blandingszoner. I så fald kan det ikke udelukkes, at RGS Nordic vil sagsøge kommunen med et økonomisk krav med den begrundelse, at kommunen ikke har fulgt Miljøstyrelsens vejledning.
Eller kommunen kan bede Miljøstyrelsen fravige miljøkravene for området ved Stigsnæs, så de kan overholdes uden at lave blandingszoner. Det er dog uvist, om styrelsen vil gøre det, når den i forvejen mener, at kommunen kan nå samme resultat med blandingszoner.
Har bedt minister om møde
Kommunen havde også bedt advokaterne vurdere, om den - som hævdet på sociale medier - kan udstede et standsningspåbud til RGS Nordic. Men det kan den ikke, da virksomheden ikke overtræder nogen krav eller påbud, vurderer advokaterne.
Klima- og Miljøudvalget skal behandle sagen igen på sit møde på onsdag.
Kommunen har anmodet miljøminister Magnus Heunicke (S) om et møde for at drøfte den spegede sag om miljøgodkendelsen, men indtil videre er der ikke aftalt et møde, oplyser kommunen.
Se advokaternes notat om kommunens handlemuligheder her
Se notat om mulighed for at udstede standsningspåbud her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.